.jpg)
I en ny Harvard Business Review-artikel i argumenterer John Winsor for, at AI udvander klassisk thought leadership. Fremtiden tilhører i stedet dem, der tester, bygger og deler erfaringer – ikke bare dem (os?), der formulerer teoretiske kloge-Åge-indsigter.
Jeg har længe stræbt efter at blive thought leader i kommunikationsbranchen. There, I said it.
Jeg har skrevet knap 100 artikler til Publicos blog, publiceret mange hundrede LinkedIn-opslag og holdt et utal af oplæg på seminarer, konferencer, i netværksgrupper og på mit gamle gymnasium. Jeg praktiserer en Stig Elling-agtig jahat-strategi, hver gang Kforum eller et andet medie ringer og beder om min vurdering af en aktuel sag. Ofte om kriser, som jeg først lige skal sætte mig ind i for at kunne formulere en begavet analyse.
Nu kan alle og enhver med gode prompt-skills fremstille 'kloge' kommunikationsfaglige artikler, LinkedIn-opslag og lækre slides om aktuelle emner på et kvalitetsniveau, hvor man skal være fagnørd for at kunne se forskel. Hvis man da overhovedet kan det.
Betyder det så, at alle de gange, hvor jeg har ladet mine børn stå sultne og grædende uden for børnehaven, fordi jeg lige skulle finpudse et blogindlæg, har været spildt?
Bliver jeg nu overhalet af prompt-bros, der kan skrive mig midt over på en eftermiddag?
Og sker det samme for en masse andre thought leader-wannabes inden for alle mulige nørdede fagdiscipliner, hvor ChatGPT, Claude og Gemini står klar til at servere perler for prompt-svin?
Det er spørgsmål som disse, John Winsor, fellow på Harvard Business School, stiller i en ny artikel i Harvard Business Review.
Fra thought leadership til thought doership
John Winsors svar til alle os, der gerne vil være faglige fyrtårne i vores nicher (og høste anerkendelsen og brandværdien af det), er, at vi skal videreudvikle os til thought doers.
Winsors skelnen mellem leaders og doers er lidt synonymer teoretikeren vs praktikeren. Han giver fx følgende eksempler:
- En thought leader fortæller dig, at AI vil transformere arbejdsstyrken. En thought do'er bygger en pilot med teamet på 10 dage, undersøger udfaldet og tilpasser ud fra indsigterne i piloten.
- En thought leader publicerer et nyt framework for talent-adoption i organisationen. En thought do'er omorganiserer en business unit ud fra en platformsbaseret model og rapporterer om erfaringerne hermed. Inklusive de trælse.
- Thought do'eren konsumerer ikke blot tanker og ideer. De stresstester og prototyper dem. Og så deler de deres erfaringer med en ærlighed, som traditionelle thought leaders vil være utilbøjelige til (pga. risikoen for ansigtstab).
- I min verden kan Winsors eksempler oversættes til, at thought leaderen er ham, der kommer med procesmodellen for udvikling af kommunikationsstrategi, mens thought do'eren er hende, der finder en lavpraktisk måde at væve kommunikationsstrategi ind i virksomhedens forretningsstrategi og hverdagspraksis.
Her kan man som konsulent godt få lidt svedperler mellem ballerne. Winsors modsætning mellem 'leader' og 'doer' kan jo godt minde om konsulenten vs den interne ressource. Konsulenten er hende, der leverer frameworks, modeller, koncepter og slides, som kan erstattes med AI, mens den interne ressource er hende, der får det til at virke i praksis.
Men Winsors pointe er snarere, at thought doership er det nye thought leadership.
Kloge hænder fortæller historier om fejl
Når den mere teoretiske viden kan reproduceres med AI, kommer den erfaringsbaserede, udviklende og byggende tilgang i højere kurs. Det er lige før, jeg får lyst til at skambruge Matthias Tesfayes glimrende metafor om de 'kloge hænder'.
John Winsor skriver om, hvordan han har iagttaget folk med nul procent operationel erfaring inden for et specifikt fagområde producere gangbart 'thought leadership'-content inden for området på få timer. Indholdet er velskrevet, inkluderer de rigtige nøglebegreber og refererer til de rigtige undersøgelser eller den relevante forskning. Men det er tomt, "because it wasn’t forged through experience", som han skriver.
Kloge hænder har historier om, hvad der gik galt, og hvad der virkede overraskende godt. I modsætning til dem, Winsor kalder "Faux-Experts", som snarere er prompt-bros, der ligner thought leaders, når de udkommer på skrift.
De falske eksperter lyder godt fra 10.000 meters højde, hvorfra de kan kloge sig på de store bevægelser på makro-niveau. Men hvis man beder dem navigere i gulvhøjde, kommer de til kort.
Note to self: Når jeg holder oplæg, virker det klart bedst, når jeg taler om noget, jeg har friske, hands-on erfaringer med.
Fremtiden tilhører 'byggerne'
Måske er det ikke thought leadership, der er ved at dø. Måske er bullshit-aspekterne ved begrebet bare blevet afsløret.
I en verden, hvor alle prompt-bros kan formulere skarpe pointer om fremtiden, bliver det pludselig tydeligt, hvem der rent faktisk har kilometer i benene og fået skidt op under neglene ved at prøve ideerne af i virkeligheden. Tydeligt, hvem der har stået med implementeringen, modstanden, de skæve incitamenter og de løsninger, der så gode ud i PowerPoint, men knækkede i mødet med virkeligheden.
Jeg tror ikke, det betyder, at vi skal stoppe med at skrive, mene og dele vores perspektiver. Tværtimod. Men det betyder måske, at værdien flytter sig.
Fra at kunne formulere indsigt til at kunne dokumentere erfaring.
Fra at beskrive, hvad der burde virke, til at vise, hvad der faktisk gjorde.
Måske er det i virkeligheden en sund udvikling. I sidste ende er det jo ikke dem, der bedst kan sætte ord på fremtiden, som flytter nålen på noget som helst. Det er os(!), der er villige til at bygge noget, som risikerer at gå i stykker – og fortælle ærligt om, hvad hvad vi lærte af det.
Tak for at læse med.
