Blog

Sådan skriver du det gode stillingsopslag (som tiltrækker netop de kandidater, du søger)

Kender du det: Du har skrevet og publiceret et nyt stillingsopslag, men kandidaterne, der søger, matcher ikke jobbet – eller måske er der ligefrem radiotavshed i indbakken? Læs med her – og få vores tips til, hvordan du skriver gode stillingsopslag, som tiltrækker de rigtige kandidater.  

💬 ”Vi tilbyder løn efter kvalifikationer” 
💬 ”Du skal kunne have mange bolde i luften” 
💬 ”Vi tilbyder et spændende job med mange muligheder”.  

Overvejer – eller plejer – du at skrive noget i stil med ovenstående i dit stillingsopslag? Hvis ja, så bør du læse videre. Vores klareste anbefaling er nemlig, at du undgår den slags intetsigende klichéer.

Her klæder vi dig på til at skrive det gode stillingsopslag, som fanger opmærksomheden hos potentielle kandidater. Du får do’s & don’ts samt vores fem bedste tips, som du kan bruge, når du skal til tasterne.  



Don’ts 

Stillingsopslag er (desværre) ofte generiske og klichéfyldte – og i nogle tilfælde i så høj en grad, at en hvilken som helst virksomhed kunne stå som afsender. Når vi ser på stillingsopslag, er der typisk tre fælder, som mange virksomheder falder i: 

1️⃣ De handler kun om virksomheden 
2️⃣ De ligner alle andre virksomheders stillingsopslag 
3️⃣ De er skrevet i et uklart sprog, som er svært at forstå. 

For at undgå at falde i en af ovenstående fælder, er der tre gode huskeregler, du bør have in mente, når du skriver stillingsopslag:  

Do’s 

1️⃣ Skriv modtagerorienteret 
2️⃣ Skriv kort, klart og konkret 
3️⃣ Gør dig (især) umage med at gøre stillingsopslagets rubrik og underrubrik fængende, så potentielle medarbejdere rent faktisk klikker ind på dit opslag. 

Det handler om at se stillingsopslaget med kandidatens øjne. Tænk på, at dit opslag skal give kandidaten svar på: ”Hvorfor skulle jeg søge job hos jer?”. Det er altafgørende, så du ikke går glip af de bedste kandidater, fordi de ikke kan få øje på, hvor fedt jobbet i virkeligheden er. Der er i dag benhård konkurrence om kandidaterne, og hvis ikke du formår at sælge jeres virksomhed og det, I kan tilbyde i jobopslaget, kan du være sikker på, at kandidaterne hurtigt klikker videre til næste.

Vores fem bedste tips til gode stillingsopslag

 

1️⃣ Vær konkret 
Det er vigtigt, at du er så konkret som muligt, så kandidaten får et billede af, hvordan det ville være at være en del af jeres virksomhed. Det kan du for eksempel gøre ved at besvare spørgsmål som:

  • ”Hvilke konkrete arbejdsopgaver og udviklingsmuligheder kan vi tilbyde?”
  • ”Hvorfor er jobbet spændende?”  
  • ”Hvordan kan en arbejdsdag se ud?”
  • “Hvilket team og kolleger kommer kandidaten til at arbejde sammen med?" 

… Og for alt i verden: Undlad at trætte din modtager med kilometerlange, intetsigende punktopstillinger. Det er spild af alles tid 🫣 Fokuser på at uddybe det vigtigste for kandidaten. 

2️⃣ Skil dig ud 
Hvad er det helt præcist, I kan, som konkurrenterne ikke kan? Er der noget, I gør særligt godt? Har I knækket koden til, hvordan I tilbyder fleksibilitet (og måske sågar hjemmearbejde) til medarbejdere i vagttunge specialer – for eksempel inden for omsorgsfag som pædagoger, SOSU’ere eller sygeplejersker? Eller til produktionsmedarbejdere? Så brug noget krudt på at beskrive, hvordan I lykkes med det – og hvorfor det er vigtigt for jer.  

3️⃣ Skriv godt 
Drop floskler og intetsigende vendinger, som kunne være i et hvilket som helst stillingsopslag. For hvordan vil I vække interessen hos kandidaten, hvis jeres opslag blot er endnu et i rækken af mere eller mindre flade stillingsopslag, som kører på autopilot? Undgå lange, snørklede sætninger – skriv hellere kort og præcist. Henvend dig direkte til kandidaten (“du bliver en del af”). Og brug et aktivt og personligt sprog (“vi tilbyder dig” fremfor “du tilbydes”). Læs din tekst højt og vær kritisk. Hvis du selv snubler i ordene, så gør din læser med sikkerhed også. 

4️⃣ Vær personlig 
Keywords: Mindre kompliceret og mere personlig. Her handler det igen om at se stillingsopslaget med kandidatens briller. En leder går måske op i strategiske ambitioner, mens den konkrete opgaveløsning og rammerne omkring den, er meget vigtig for udførende medarbejdere. Skriv målrettet til den enkelte kandidat. 

Husk også at fortælle, hvem I er. Det er vigtigt, at kandidaten kan mærke virksomheden i stillingsopslaget.  Hvad står I for, og hvor er I på vej hen? For mange kandidater betyder virksomhedens formål – det såkaldte purpose – rent faktisk noget. Men lad for guds skyld være med at få det til at lyde som om, I vil redde hele verden – hvis det rent faktisk ikke er det, I gør. Overvej i stedet at fokusere på jeres faglige purpose. Hvis det tænder noget i jer, vil det med stor sandsynlighed også appellere til de kandidater, I gerne vil tiltrække.  

5️⃣ Vær ærlig 
Hav modet til at være ærlig – både om det, som kandidaten får, men i høj grad også om det, som kandidaten ikke får. Hvis I for eksempel ikke har noget attraktivt at sige om løn, arbejdsforhold eller noget tredje – så lad være. Det skal ikke blive en sludder for en sladder.  

Hent vores skabelon til dit næste stillingsopslag
(… som i øvrigt bliver p**** godt) 


Når du er klar til at skrive dit næste stillingsopslag, er du velkommen til (helt kvit og frit) at downloade vores skabelon. Her får du blandt andet: 
 

Et konkret eksempel på et godt stillingsopslag (hvis du altså spørger os) 

En skabelon, der tager dig igennem alle afsnit – og viser dig, hvordan du skriver et stærkt stillingsopslag 

Konkrete tips og tricks til at få det rigtige indhold med – og prioritere det rigtigt. 

Få fat i skabelonen til dit næste stillingsopslag lige her 👇🏼
Skabelon: Det gode stillingsopslag (publico.dk) 

… Ready, set, go 🚀  

Employer branding: Sådan skriver du en jobannonce, der tiltrækker de bedste kandidater

Hent en skabelon, der gør dit arbejde nemmere.