Blog

5 fucking grunde til at bruge bandeord i dine tekster

Det er kontroversielt, I know. Men bandeord er et kraftfuldt virkemiddel, der kan skabe opmærksomhed, leads og kunder. Hvis de bruges rigtigt. Her får du fem af de bedste grunde til at bruge bandeord i dine tekster.

Det uventede og kontroversielle kan gøre en stor forskel i den ubarmhjertige kamp for opmærksomhed, som mange B2B-virksomheder står op til hver dag. At du sidder og læser denne artikel, er bevis nok i sig selv 😊

Du arbejder sikkert (ligesom os) utrætteligt for at finde de rigtige ord at kommunikere med. For ord skaber følelser, indtryk og aftryk. Men nogle gange ender vi med at bruge ligegyldige ord, som ikke vækker noget i læseren. Af ren (misforstået) frygt for at skræmme nogen væk. Måske er det på tide at gøre op med denne tilgang og tage nye redskaber i brug?

Brugen af bandeord kan virke forrået og ukreativ, men også ægte, sjov og fuld af selvtillid. Derfor kan du med fordel overveje, om dit brand kan tåle et ”fuck” eller ”lort” hist og her. Du har endda juraen på din side. Radio- og tv-nævnet sagde i 2004 god for at bruge bandeord i reklamer.

Hvad er et bandeord?

Bandeord er knyttet til tabuer som religion, sygdom og kroppens nedre funktioner. De bruges til at udtrykke følelser og holdninger, der skal vække ekstra opsigt, men aldrig tages bogstaveligt. Ifølge forskningen er ”Vorherre bevares”, ”sgu” og ”pis” ikke længere en del af bandeords-kategorien (som hele tiden er i bevægelse). ”Kraftedme” og ”fuck” er mere deroppe ad.

De fleste vil sige blankt nej til at bruge bandeord i deres markedsføring. Og det er helt forståeligt. Det er ikke for alle. Men den afvisende holdning til bandeord skaber en fordel for de marketingfolk, der kan fravriste sig normer og skam – og har en målgruppe, der kan se meningen med det.

Nedenfor får du fem fucking fantastiske grunde til, at det kan være en fordel at benytte bandeord i dine tekster. Inspireret af denne artikel fra den amerikanske marketingguru Doug Kessler:

1. Overraskelseseffekten 

Bandeord er overraskende i en marketingkontekst. Og at overraske publikum er noget af det sværeste, man kan forestille sig.

Når mennesker læser en annonce eller ser en reklame, opbygger de et mentalt skjold for afsenderens salgsgas. Når markedsføringen ser ud, lugter og smager af markedsføring, forbliver skjoldet oppe. Men når den overrasker, falder paraderne, og modtageren læner sig en smule fremad. Det er første skridt til succes.

Bandeord er stadig så sjældne i marketing (især for B2B-virksomheder), at de bærer overraskelsens kraft.

2. Det signalerer selvtillid 

Bandeord i marketing er ikke for de forsigtige. De er for dem, der vil signalere selvtillid. De signalerer, at dit brand ikke er bundet af regler, og at din organisation er selvsikker nok til at bryde regler og ignorere tabuer.


Alt, der signalerer selvtillid, er værd at overveje, når du skaber dit brand. Bandeord er langt fra den eneste måde at signalere selvtillid på. Men da det stadig er en sjældent anvendt teknik, kan det formentlig skabe resultater.

3. Det sender et signal til ligesindede 

Viljen til at bande er et signal om, at du ikke prøver at være noget for alle mennesker. Det er en måde at positionere dig på. Ja, det skærer formentligt nogle af Kristeligt Dagblads læsere fra, men det tiltrækker dine ligesindede, der synes, det er nyskabende og sjovt. Og det er dem, du gerne vil arbejde sammen med.

Det er også grunden til, at Uffe bramfrit kalder sine mange tusinde læsere ”boomers” i sit nyhedsbrev. Vi kan lide at arbejde med folk, der kan tage en smule røg. For sådan er vi selv. I en forretning, der afhænger af tætte samarbejdsrelationer over længere tid, er denne tilpasning enormt vigtig.

Hvis du har en målgruppe, der selv bruger bandeord, kan du overveje, om det vil være en fordel at kommunikere til dem med et par bandeord i ny og næ.

4. Det er autentisk 

Bandeord kommer ofte spontant og udtrykker følelser på en direkte og umiddelbar måde. Når folk bruger bandeord, kan det være et udtryk for ægte følelser. Bandeord kan skabe en følelse af ærlighed i kommunikationen. De skaber autenticitet. Og det er en mangelvare i en verden, hvor overhøflig AI dominerer.

Visse målgrupper vil givetvis opfatte bandeord som værende frastødende og et tegn på dårlig opdragelse. Men spørg dig selv, om det er dem, du fisker efter. Brugt rigtigt og på de rette steder kan bandeord virkelig signalere ægte og ærlig nytænkning.

Læs også: Sådan skaber du autenticitet i dine tekster.

5. Det er sjovt 

I Danmark vurderer både unge og ældre samtlige bandeord til at være svagere, end de var for ti år siden. Mange bandeord er blevet devalueret. Og derfor kan du overveje at begynde at bruge dem i en sjov kontekst.

Netop fordi bandeord er på vej ud af tabuets vold, kan de forstærke en pointe i en vittighed. Når de bruges uden for deres sædvanlige kontekst, kan det være åbenlyst sjovt.

Nej, al markedsføring behøver ikke at være sjov. Men noget af det bedste er - og nogle gange kan et bandeord hjælpe budskabet på vej.

Prøv det!

Vil du have flere, nye (og mindre kontroversielle) skriveredskaber? 

Så kan du med fordel læse disse tekster: 

6 skrivetekniske greb: Sådan rammer du plet med din kernefortælling

Sådan skriver du e-mail nyhedsbreve, der bliver åbnet og læst 

Sådan skriver du bedre B2B-tekster til læsere, der egentlig hellere vil scrolle på Insta 

E-bog: Content marketing-guide for konsulenter

Content marketing er en populær markedsføringsstrategi for virksomheder i alle brancher - ikke mindst i konsulentbranchen. 

I løbet af 21 sider klæder denne e-bog dig på til at hoppe på hovedet i content marketing-havet - uden at drukne.