Opgaven
Lindab er en førende, dansk producent af ventilationsløsninger, tag og porte til byggeriet. I 2020 indgik Publico et samarbejde med Lindab med det formål at styrke virksomhedens profil over for rådgivende ingeniører, arkitekter og installatører. Lindab havde et specifikt ønske om, at profileringen skulle ske gennem et filmbaseret koncept med relevant content om indeklima og ventilation.
Den konkrete forespørgsel endte med at blive til et længere samarbejde. I dag er vi stadig bureaupartner for Lindab og løser en række forskellige kommunikations- og marketingopgaver – nogle på fast basis og andre ad hoc.
Sådan løste vi opgaven
Med udgangspunkt i Lindabs ønske om et webinarkoncept indledte vi en dialog om, hvordan vi gennem forskellige kommunikations- og marketingløsninger kunne få de ønskede budskaber til de ønskede målgrupper. Løsningen blev i første omgang en filmserie på tre afsnit, som fik titlen ”Morgendagens indeklima.” Konceptet var en dialog mellem en teknisk ekspert fra Lindab og en ekstern vært.
Filmene er udgivet på Youtube og LinkedIn. Se det seneste afsnit om brandbeskyttelse i ventilationssystemer her.
Filmserien blev startskuddet på et længerevarende samarbejde, der også omfatter digital marketing, strategisk sparring og eksekvering af presserelaterede opgaver.
Presseaktiviteterne spænder bredt over regnskabshistorier, tendenshistorier og navne- og produktnyheder. Fælles for indsatserne er, at de har været med til at promovere og fastholde Lindabs position i markedet, mens vi har styrket relationen til lokalområdet, kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere ved hjælp af omtaler i lokal-, fag- og erhvervsmedier.
På daglig basis er det dog rollen som skandinavisk leadbureau for Lindabs digitale annoncering, der fylder mest. Her har vi både en rådgivende og eksekverende rolle i forhold til annoncering på Facebook og LinkedIn. Vi følger performancedata for annonceindsatsen tæt og fokuserer på kontinuerlig optimering gennem splittests, versioneringer af grafikker og tekst samt justering af målgrupper. Især sidstnævnte er uhyre vigtigt i forhold til at styrke Lindabs position over for rådgivende ingeniører, installatører og arkitekter. Vi har arbejdet intensivt med justering af målgruppe-sammensætningen med det formål at kunne distribuere Lindabs content så specifikt som muligt til de rigtige modtagere.
Resultater
Siden vi i 2020 indgik et samarbejde med Lindab, har vi opnået tydelige resultater. Via den proaktive presseindsats har Publico for eksempel sørget for, at Lindab er blevet nævnt over 50 gange i danske medier i perioden fra 2022 til 2023.
Produktionen af engagerende og informativt video-content (Morgendagens Indeklima) til brug på sociale kanaler har sammen med det strategiske og eksekverende arbejde med digital annoncering ført til, at de ”rigtige” målgrupper i højere grad end tidligere er blevet eksponeret for annoncer og produkter. Resultatet er både en mærkbar vækst i antallet af følgere på LinkedIn og markant mere trafik fra sociale medier til indhold på hjemmesiden.