Blog
Korte videoer og kunstig intelligens – det er det, de unge (som dig) vil have
Hubspots årlige State of Marketing rapport opsummerer de vigtigste pejlemærker og tendenser inden for digital markedsføring. I 2023 peger pilen især på den ultra-hypede kunstige intelligens, men korte TikTok-venlige videoer og datasikkerhed er også værd at bide mærke i.
Som travl marketing-type kan det være svært at finde tiden til at løfte blikket fra den daglige drift i håbet om at spotte de seneste trends. Heldigvis findes der hjælpsomme sjæle, der gerne gør det grove arbejde for dig.
HubSpot har i samarbejde med Litmus, Rock Content og Wistia spurgt over 1200 B2B og B2C marketing-folk fra USA, Canada, Australien, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore og UK om deres resultater, mest effektive taktikker og forventninger til fremtiden.
Resultatet er opsamlet i rapporten State of Marketing 2023, der giver et solidt fingerpeg om hvilke emner, formater og kanaler, der bør give udslag på din radar. Vi har tygget os igennem rapporten, så du ikke behøver gøre det, så her får du en grundig gennemgang af de vigtigste tendenser.
Men før du kaster alle eksisterende marketingaktiviteter i småt brændbart, så husk, at der kan være stor variation i forhold til geografi, branche og målgruppe. Derfor kan denne type rapporter aldrig erstatte de indsigter, du selv har gjort dig om dit brand, dine vigtigste interessenter og din virksomheds forretningsstrategi.
De vigtigste trends fra State of Marketing 2023:
- AI er overalt – og det gør livet lettere for travle marketingfolk.
- Shortform video hitter stadig
- Øgede investeringer i marketing
- Data privacy tvinger marketing til at tænke nyt
- Facebook fører på popularitet og ROI
På toppen af listen over hotte marketing-trends finder vi kunstig intelligens. Kæmpe overraskelse, sagde ingen overhovedet. Siden OpenAI lancerede ChatGPT i november 2022 har verden ikke været den samme og samtlige sociale medier vrimler med mere eller mindre selvbestaltede eksperter, der dagligt pusher nye kreative anvendelsesmuligheder for AI-assistenten.
Der er næppe nogen tvivl om, at AI bliver en fast del af arbejdslivet for kommunikations- og marketingsfolk fremover. Ud over ChatGPT er et hav af virksomheder, inklusive Hubspot selv, allerede godt i gang med at implementere AI i deres produkter og løsninger. Her hos Publico holder vi naturligvis også øje med de potentielle fordele ved at bruge AI.
Og der er god brug for en elektronisk håndsrækning. Blandt deltagerne i rapporten siger 42%, at de forventer at få flere opgaver i 2023. Generativ AI og automatiserede flows kan hjælpe travle marketing-folk med at nå deres mål.
2) Video hitter – og det skal helst være kort, hurtigt og på højkantEn effektiv marketing-video i 2023 er klippet kortere end et hold rekrutter fra det amerikanske marinekorps og filmet på højkant. Short form video går stadig sin sejrsgang på tværs af Instagram og Facebook Reels, YouTube Shorts og naturligvis TikTok.
Målt på ROI ligger de korte videoer markant foran formater som billede, blog-posts og case-studier. Ikke overraskende forventer 50% af alle respondenter at investere mere i video i 2023. Derfor kan der være god grund til at tænke video ind i din SoMe-strategi.
3) Marketingbudgetterne vokser trods krisestemning
Selv om krisefortællingen i dansk perspektiv er presset af overraskende mange milliarder i statskassen og stigende forbrugertillid, så kan Ukraine-krig, inflation og finansiel nervøsitet stadig spores på de internationale markeder. Det påvirker også marketingbudgetterne, men får tilsyneladende kun et mindretal af virksomheder til at hugge bremsen i og smække låget på pengekassen.
Hele 92% forventer, at deres budgetter enten forbliver stabile eller vokser. Hvis der endelig bliver skåret, kommer det til at gå ud over annonce-spend, events og e-mail, mens content generelt stadig bliver prioriteret højt. Thank god, tænker vi her på matriklen.
4) Farvel til cookies: Data privacy tvinger marketing til at gå nye veje.
Øget fokus på privacy og skærpet lovgivning påvirker fortsat digital marketing. Det forventes, at 3. parts cookies helt bliver udfaset i nærmeste fremtid. Det påvirker selvsagt mulighederne for at måle og personalisere marketingindsatsen.
Hele 86% har svaret, at de bliver påvirket, hvis de mister adgangen til 3. parts data. 45% er allerede i gang med at udfase de lækre data-småkager og 54% udforsker alternativer.
Her er de mest populære alternativer:
5) Facebook fører på popularitet og ROI
Sociale medier har for længst indtaget en hovedrolle i de fleste virksomheders marketing-strategi. Og her ligger en gammel kending i en markant førerposition. Facebook er den mest populære platform blandt marketingfolk i 2023 og vurderes samtidig til at give den bedste ROI.
Det er ingen hemmelighed, at det kinesisk-ejede sociale medie TikTok giver anledning til både bekymring og begejstring over hele kloden. Både i Europa og USA drøftes et forbud og offentligt ansatte anbefales at slette den data-sultne app fra deres arbejdstelefoner. Alligevel holder TikTok stadig fast i Top 5 over de mest populære sociale medier. Der er dog ingen tvivl om, at det er en ualmindelig risikabel affære at basere hele marketing-indsatsen på TikTok.
Det var det hurtige overblik.
Du kan selv dykke ned i rapporten, hvis du for eksempel er nysgerrig efter nyt om e-mail marketing, indholdsproduktion eller tanker fra internationale marketingchefer til at supplere ovenstående udpluk.
E-bog: Sæt content marketing i system
Hent e-bogen, der giver dig et grundigt indblik i, hvordan du tiltrækker flere leads med godt indhold, lukker handlen og måler effekten.