Blog
Årsregnskab: 2023-2024 var et udfordrende år i Publico
Publico realiserede i 2023-2024 en nettoomsætning på 24 mio. kr. og et bruttoresultat på 15,5 mio. kr. Det er en tilbagegang på 8 pct., hvilket er omtrent på niveau med udviklingen i branchen (danske kommunikationsbureauer). Vi betragter ikke resultatet som tilfredsstillende og har sat kursen efter lønsom vækst i 2024-2025, hvor vi er kommet stærkt fra start.
Publico har præsteret uafbrudt vækst i perioden 2001-2022. Men i de to regnskabsår 2022-2023 og 2023-2024 har vi oplevet negativ vækst.
– Det er naturligvis ikke tilfredsstillende for os at realisere tilbagegang på toplinjen. Det ligger dybt i os at være en vækstvirksomhed, at være i udvikling. Derfor har vi også stillet os selv nogle hårde spørgsmål og udfordret vores strategi i det forgange år, siger Uffe Lyngaae, direktør i Publico.
Hen imod afslutningen af det udfordrende regnskabsår 2023-2024 har Publico tilpasset omkostningerne.
Regnskabsåret 2023-2024 viser imidlertid også, at Publicos evne til at tiltrække nye kunder er intakt. Vi har fået mange nye kunder med stort fremtidspotentiale. Det er især blandt de eksisterende kunder, at vi har oplevet et mindre forretningsomfang end ventet i regnskabsåret.
Publicos kunder er en bredt sammensat portefølje af cirka 100 private B2B-virksomheder og offentlige organisationer, hvoraf ingen kunder fylder mere end 15 pct. af vores samlede forretning. I foråret 2024 har vi målt den højeste kundetilfredshed nogensinde. 4,7 i overordnet tilfredshed på en skala fra 1 til 5. Det – i kombination med en solid base af nytilkomne kunder – giver grundlag for optimisme i de kommende år.
Faktisk har vi i første kvartal af 2024-2025 oplevet en vækst på 18 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
I forlængelse af refleksionerne over strategien undervejs i det udfordrende regnskabsår har ejerkredsen i Publico besluttet udvide partnergruppen med tre nye ansigter; Kristian Østerby, Kathrine Graugaard og Esben Würtz Sørensen. Alle tre nye partnere er erfarne kommunikationsrådgivere med henholdsvis 10, 5 og 9 års anciennitet i Publico.
Kristian Østerby bidrager med særlig ekspertise inden for analyseopgaver, Kathrine Graugaard er employer branding-specialist, mens Esben Würtz Sørensen er Publicos AI Lead.
– I det seneste års tid har vi i ledelsesteamet ved mange lejligheder hentet sparring og input fra Kristian, Kathrine og Esben, der hver især bidrager med erfaringer, synsvinkler og ideer, som hjælper os med at tage bedre beslutninger. Med den erfaring i bagagen har vi ønsket at udvide båndbredden og synsvinklen i partnerkredsen permanent for at kunne udvikle og implementere flere udviklingstiltag i de kommende år, siger Uffe Lyngaae.
Et af de tiltag, Publico skal implementere, er en ny positionering centreret om begrebet 'Klogere Content'.
– Alt for meget ”strategisk kommunikation” fra kloge organisationer er uvedkommende, selvhøjtideligt, halvhjertet, automatiseret eller bare kedeligt. Og det er egentlig underligt. For videnstærke virksomheder er ellers fulde af kloge hoveder, der laver noget vigtigt. I Publico hjælper vi vores kunder med at differentiere sig positivt. Den styrkeposition glæder vi os til at folde helhjertet ud i den kommende tid, siger Uffe Lyngaae.
******
Ejerkreds og ledelsesteam består fortsat af Uffe Lyngaae, Liv Soelberg Andersen, Thomas Wilhelmsen og Thomas Mandrup.
Spørgsmål vedr. Publicos regnskab 2023-2024?
Ring til Uffe på +45 23 48 66 74, eller skriv på uffe@publico.dk
Seminar: Tilmeld dig vores seminar om thought leadership på LinkedIn
Vi ser bl.a. på:
- Danmarks største LinkedIn-profils overraskende enkle recept
- Topsoes imponerende arbejde med at accelerere udviklingen af bæredygtigt flybrændstof via thought leadership
- Hvad man kan gøre som SMV for at komme i gang
- En 10-trins opskrift på at blive thought leader