Blog

5 content-marketing-tricks, der skiller dig ud fra mængden

Kampen om digital opmærksomhed er hård. Derfor skal du højere op i træet, hvis du skal høste frugterne. Her er fem tricks, som de færreste content marketing-praktikere bruger ordentligt.

Du ved godt, hvor meget det betyder, at du eksekverer dine content marketing-indsatser bedre og mere gennemført end dine konkurrenter. Men det er svært! For løsningerne bliver sjældent serveret på et sølvfad.

Men lad os gøre en undtagelse. Måske er dette fad med content marketing-madder så appetitligt, at du bliver inspireret?

Den amerikanske content marketing platform Contently har spurgt 530 marketingfolk fra forskellige virksomheder om deres content marketing-vaner. Det er blevet til en interessant rapport, The state of content marketing in 2021, som stiller skarpt på, hvad vi egentligt burde gøre (men sjældent gør), når vi laver content til marketing-maskinen.

Konklusionerne har vi fordansket i det følgende, så du nemt kan få gavn af dem. Spis løs!

1. Find de gode argumenter frem

Tiden, hvor du ikke behøvede at have argumenterne på plads, før chefen bevilgede penge til din content marketing-indsats, er forbi. Konkurrencen på området er blevet så stor, at en klar plan er alfa og omega.

Hvorfor vil du lave en e-bog og et automatiseret e-mail flow? Hvad er målet? Hvordan vil du måle det? Har du dokumenterede KPI'er? Man skulle tro, at de fleste marketingfolk har styr på dette, men 32 procent af undersøgelsens respondenter fortalte, at det ikke var tilfældet.

Råd: Find ud af, hvilket kerneforretningsproblem dit indhold vil løse. Dokumentér mål og KPI'er, der viser, hvordan du løser problemet. Fremlæg dine fremskridt for kolleger hver uge eller månedligt for at sikre fortsat internt medejerskab.

Skærmbillede 2021-09-06 114215

2. Brug flere memes!

Blog-indlæg er stadig det mest populære content marketing-greb. Hele 25 procent af respondenterne opfatter blogs som deres vigtigste indholdsformat. Video (23 procent) på en flot andenplads.

Data tyder imidlertid på, at marketingfolk overser andre typer indhold. Fx grafik, fotos og memes. Blandt forbrugerne angiver 28 procent nemlig, at visuelt indhold er deres foretrukne indholdsformat. Det visuelle indhold slår altså skriftligt indhold.

Råd: Brainstorm måder at tilpasse blogindlæg til visuelle formater som infografikker og memes. Udforsk gratis værktøjer såsom Canva, der gør det let for alle at oprette visuelle elementer. Opdatér gammelt indhold ved at tilføje visuelle elementer, og brug dem til at promovere dit arbejde på sociale medier.

Skærmbillede 2021-09-06 114403

3. Brug data i din lead-generering

I undersøgelsen valgte respondenterne ”lead generering” som både det vigtigste mål og det mest udfordrende for dem at nå. Faktisk er det kun 32 procent, der analyserer data om deres leads.

Det betyder, at mange misser muligheden for at bygge stærkere relationer til deres leads. Husk, at dit arbejde ikke er slut, bare fordi nogen tilmelder sig et webinar eller downloader et white paper. Du bør samle information på dine leads, så du ved, hvornår du skal kontakte dem.

Vi ved, at B2B-forbrugere er kloge, og at de skal have en overbevisende grund til at udfylde en formular. Derfor er nyhedsbreve, webinarer og e-bøger fortsat effektive. Her udveksler folk gerne deres e-mail for værdifuldt indhold. Dine konverteringsrater vil simpelthen stige, hvis målgruppen har en klar grund til at dele deres kontaktoplysninger. Dit forhold til dit publikum vil også blive stærkere.

Råd: Skab indhold med et formål, og giv folk en grund til at udfylde formularen. Overvej eksempelvis at tilbyde et uddannelsesforløb, der viser din virksomheds ekspertise. Opret lead-scoring, og spor hvordan kontakter interagerer med jeres arbejde. Få dig et godt CRM-system. Eksempelvis HubSpot.

Skærmbillede 2021-09-06 113050

4. Personalisér dit indhold

Det bedste gode content marketing består af værdiskabende, vidensbaserede råd, som virksomheden deler ud af. Men for at råd kan være rigtig nyttige, skal de være specifikke og målrettede. Jo mere du kan skræddersy dit indhold til modtageren, desto højere bliver dine konverteringsrater. Alligevel skaber næsten halvdelen af alle marketingfolk ikke personligt tilpasset indhold til deres publikum. Der ligger altså store muligheder her. Og med få tools kan du blive klogere på din målgruppes adfærd.

Husk derfor at lave indhold med en bestemt persona for øje. Jo mere du ved om disse personas, jo bedre.

Råd: Udvikl forskellige målgruppe-personaer eller segmentér baseret på egenskaberne for din idealkunde. Brug undersøgelser, quizzer og formularer til at indsamle nyttige data. Brug skabeloner til at begynde at personliggøre dit indhold. Overvej fx Publicos persona-skabelon

Skærmbillede 2021-09-06 113121

5. Effektivisér din tid

Kun 45 procent af alle marketingfolkene i Contentlys undersøgelse vurderer, at deres organisation er effektiv eller meget effektiv. Og den gruppe skal du ikke ende i. Derfor skal du optimere arbejdsgangene. Kun 47 procent tracker den tid, de bruger til at lave content. Og kun 35 procent sammenligner deres output med deres oprindelige planer. Mest bekymrende er dog, at 35 procent slet ikke benytter nogen form for måling af deres effektivitet.

Råd: Begynd med at logge den tid, du bruger på at lave content. Investér i software, der sporer produktionseffektivitet og automatiserer arbejdsgangen. Brug for eksempel TimeLog, som vi selv bruger hos Publico. Optimér din taktik baseret på data en gang om måneden.

Skærmbillede 2021-09-06 124325

 

Webinaroptagelse: Content marketing i 2020

Er du slet ikke færdig med at suge viden om content marketing til dig, så sæt dig til rette foran din skærm med en kop kaffe og en notesblok.