Ydelsesside
AI-netværk for kommunikatører (Dec. 2025: Få ledige pladser)
AI-netværk for kommunikatører er et netværk til dig, der vil være på forkant med at bruge kunstig intelligens i dit arbejde som kommunikatør. I netværket får du vidensdeling blandt kommunikations-professionelle fra vidensstærke organisationer, som i fælleskab afsøger muligheder og deler erfaringer med brug af AI-værktøjer. Status pr. december 2025: Vi har få ledige pladser i netværket.
Hvorfor?
Selvom det er tre år siden, at ChatGPT tog verden med storm, er AI stadigvæk en ny og ukendt størrelse for mange kommunikatører. Derfor kan det være en udfordring at finde ligesindede i branchen, som kan give mulighed for at udveksle erfaringer i brugen af kunstig intelligens til kommunikation.
Med vores AI-netværk for kommunikatører (der har eksisteret siden 2023) vil vi sikre vidensdeling blandt kommunikations-professionelle fra vidensstærke organisationer, som vil afsøge muligheder og dele erfaringer med brug af AI-værktøjer.
Deltagelse i netværket skal give deltagerne konkret viden, ideer og inspiration til at forbedre deres organisations AI-indsats. På netværksmøderne vil vi både komme omkring værktøjer til AI, konkrete use-cases, etik i forbindelse med kunstig intelligens og en masse praktiske eksempler.
Deltagelsen skal også give deltagerne nogle nye ‘peers’ (måske endda professionelle venskaber) at sparre med om egne eller fælles udfordringer imellem møder.
Hvad og hvordan?
- Netværket mødes fire gange om året til et møde af ca. 3 timers varighed, typisk fra kl. 12-15 (en af dagene er en heldags-workshop). Mødestedet for Vest-netværket er hos Publico i Aarhus C.
- Formatet på netværket er en kombination af inspirationsoplæg fra eksterne/interne oplægsholdere og god tid til sparring om forskellige faglige temaer.
- Oplægsholderne kan både være eksterne eksperter og interne medlemmer fra gruppen, som leverer inspirationsoplæg.
- Sparrings-seancerne tager fx afsæt i korte oplæg fra netværksdeltagere, som ønsker sparring fra gruppen på en konkret problemstilling.
- Foruden inspirationsoplæg og sparrings-seancer kører vi med en ‘rundt om bordet’ hver gang, sådan at alle kommer på banen, mens vi lærer hinanden – og hinandens organisationer – bedre at kende.
- Publico stiller med en professionel netværksleder, som bruger tid på at planlægge, koordinere, sparre, invitere, reminde, honorere (eksterne) oplægsholdere, udsende materiale og generelt servicere deltagerne efter bedste evne.
- Netværkslederens rolle vil primært være at facilitere en god proces og få alle medlemmer på banen. Han bidrager med egen viden og erfaringer, når det giver mening. Som udgangspunkt er rollen mere at facilitere gode samtaler mellem deltagerne end selv at have ordet.
Det praktiske
- Netværksleder: Esben Würtz Sørensen, Kommunikationsrådgiver, adfærdsdesigner og AI-lead, Publico Kommunikation
- Deltagerantal: 10-15 deltagere. Nok til kritisk masse og forskellige perspektiver, men samtidig få nok til, at man lærer hinanden at kende og ikke drukner i mængden.
- Mødedatoer 2026: Datoerne for 2026 er 5. marts, 4. juni, 3. september og 3. december.
- Mødested - (som udgangspunkt): Hos Publico, Balticagade 7, 8000 Aarhus C
- Forplejning: Frokost, vand, kaffe og snacks.
- Pris: 12.000 kr. ekskl. moms per deltager (faktureres forud ved tilmelding).