Efter nogle år med tilbagegang er det dejligt at kunne skrive, at Publico er tilbage på vækstsporet, samtidig med at vi er kommet langt med en omstilling af vores forretning og position.
I regnskabsåret 2025/26 øgede vi bruttoresultatet fra 14,2 til 15,3 mio. kr. Det svarer til en vækst på 7,9 procent. Samtidig øgede vi resultatet før skat fra knap 1 mio. til knap 1,7 mio. kr. – en fremgang på 68 procent.
I 2024/25 fik vi skabt en bedre balance mellem indtægter og omkostninger. I det seneste regnskabsår er det lykkedes at kombinere den balance med fornyet vækst.
Vi har også haft mere at fejre end den økonomiske fremgang. I foråret markerede vi Publicos 25-års jubilæum med mere end 100 mennesker og en fuld ordrebog. Mie Kjær er desuden blevet udnævnt til ny partner i Publico.
Der er med andre ord flere gode grunde til at se optimistisk på fremtiden. Vi har udviklet en ny strategi, som vi arbejder stringent med at eksekvere. Ambitionen er at flytte Publico fra dygtig indholdsproducent til forretningskritisk kommunikationsrådgiver.
Det sidste kan måske lyde til fluffy og generisk: Så hvad mener vi egentlig?
Kommunikation er forretningskritisk, når den har betydning for noget, ledelsen skal lykkes med. Det kan være at vinde kunder, tiltrække medarbejdere eller bevare tilliden til virksomheden i en vanskelig situation.
Vores fokus er videnstunge virksomheder, der vil vinde salg, synlighed eller sympati. Virksomheder, som ofte har stor faglig indsigt og komplekse produkter, men som kan have svært ved at gøre værdien tydelig for dem, der skal købe, søge job eller bakke op.
Noget af det, som især fylder på kundernes ønskeliste og dermed på vores to-do-liste er positionering, kernefortælling, ledelsesrådgivning, film-produktion, kommunikationsstrategi, employer branding, thought leadership og krisekommunikation.
Væksten i 2025-2026 er ikke et endegyldigt bevis på, at vores omstilling er lykkedes. Det skal fortsætte med at vise sig i samarbejdet med kunderne: i vores forståelse af deres udfordringer, i kvaliteten af vores anbefalinger og i den værdi, vores arbejde skaber.
I 2026/27 skal vi fortsætte med at bevæge positionen, eksekvere strategien og skabe lønsom vækst med både eksisterende og nye kunder. Det skal vi gøre, samtidig med at vi integrerer AI i vores rådgivning og leverancer samt bruger de nye teknologier til at forbedre vores produktivitet.
Tak til vores kunder for tilliden og til mine kolleger for at løfte både kundeopgaverne og arbejdet med at udvikle Publico.
Partnergruppen i Publico: Kommunikationsrådgiver, Kristian Østerby (tv.), kommunikationsrådgiver Mie Kjær, direktør Uffe Lyngaae, udviklingschef Liv Soelberg Andersen, kontaktchef Thomas Mandrup og bureauchef Thomas Wilhelmsen (th.)