Blog
Microsoft Copilot: 5 AI-funktioner, kommunikatører skal glæde sig til
Kunstig intelligens er med Microsofts Copilot flyttet direkte ind i Office-pakken. Selvom funktionen indtil videre er forbeholdt de helt store virksomheder, er der flere grunde til at glæde sig allerede.
Hvis du er ligesom mig, så vil du ikke være i stand til at fortælle, hvornår du sidst var på et kursus i Word eller PowerPoint eller Outlook eller (den unævnelige) Excel for den sags skyld. Ligesom de huse, vi bor i, eller det tøj, vi tager på hver dag, så er programmerne i Microsofts Office-pakke der ligesom bare – og har altid været der.
Den gennemsnitlige kontormedarbejder – og dermed også kommunikatør – bruger formentlig ikke megen mental computerkraft på at tænke over, om der egentlig var smartere måder at lave en PowerPoint-præsentation på eller skrive en artikel i Word for den sags skyld.
Opgørelser viser, hvor galt det står til: Ud af alle de funktioner, der findes i programmerne i Office-pakken, bruger den gennemsnitlige bruger kun 10%. 10%🤯🤯🤯!!!!
Set i det lys skal man ikke være fremtidsforsker for at se det revolutionerende potentiale, at Microsoft i sin store Windows 11-opdatering introducerer os for Microsoft 365 Copilot. Copilot er dybest set generativ AI, der er smeltet sammen med Office-pakken – og funktionen kan potentielt gøre, at vi får langt mere værdi af Office-programmerne – uden at behøve at tage kurser.
Siden november har funktionen været tilgængelig for de helt store virksomheder (virksomheder med mindst 300 brugerlicenser), mens vi andre indtil videre må væbne os med tålmodighed. I mellemtiden kan vi fordrive ventetiden med at drømme om, hvordan Copilot vil forandre vores liv som kommunikatører. Vi har plukket et par eksempler til dig.
1. AI i Word: Slut med den blinkende cursor
Mange har allerede taget ChatGPT til sig og bruger det, når der skal skabes tekster. Med Copilot flytter kunstig intelligens direkte ind i Word, og via en chatboks i dokumentet kan du (som du er blevet vant til med ChatGPT) prompte Copilot til at skrive sætninger eller hele afsnit til din tekst. Er du ikke tilfreds med forslagene, kan du hurtigt forkaste dem igen og få nye bud.
2. Din egen personlige assistent
Hvis du har børn, har du måske stiftet bekendtskab med det uendelige Marvel-univers, hvor vi møder superhelte som eksempelvis Iron Man (rigmanden Tony Stark). Iron Mans egentlige superkraft er hans teknologi, og han har blandt andet en digital personlig assistent ved navn Jarvis, der kan løse tonsvis af opgaver for vores helt. Sådan en ”Jarvis” kan snart blive virkelighed for alle os ”kontorhelte”.
Copilot bliver en slags personlig assistent, der kan hjælpe dig på tværs af Windows apps eller programmer, og du vil både kunne skrive, tale og vise billeder til assistenten. Så du kan eksempelvis starte din dag på kontoret, mens du tager overtøjet af med at sige ”Er der kommet nye mails fra Helena?” eller ”Klargør en PowerPoint-præsentation med 10 slides om produktlanceringen til mit møde klokken 14.”
3. Copilot i Powerpoint: Præsentationer med et snuptag
På samme måde som Copilot hurtigt kan hjælpe dig i gang med artikler og tekster i Word, kommer dine PowerPoint-præsentationer også til gå hurtigere. Du kan bede Copilot om at lave et udkast til din præsentation og eksempelvis indarbejde tekstinput fra Word på de enkelte slides. Copilot vil også kunne tage udgangspunkt i din organisations slide-layout.
4. Copilot i Teams: Verdens bedste referent
Corona-nedlukningen gjorde os helt fortrolige med online-møder, og snart kan de digitale møder blive endnu mere effektive med Copilot. Teams-møder kan allerede i dag blive transskriberet. Men snart skal vi også forvente, at Copilot hjælper med at lave præcise mødereferater af møderne og sender referaterne til deltagerne. Copilot vil også kunne hjælpe med korte resumeer af mødet, hvis en deltager skulle komme for sent.
5. Copilot i Excel - slut med regnearks-skræk
I Publico har vi Kristian som vores lokal Excel-ninja, og han (eller hun) findes nok også tilsvarende på andre arbejdspladser, hvor kollegaer, der er mest fortrolige med ord og bogstaver er tvunget til at vove sig ind i Excel. Det er Kristian, der har skrevet dette glimrende blogindlæg om Excels fortræffeligheder for kommunikatører, og hos Publico er det Kristian, der tålmodigt svarer på alle spørgsmål, der handler om, hvordan man skaber mening og overblik i de endeløse kolonner og rækker af tal og data.
Med Copilot får vi alle sammen en digital ”Kristian” på computeren. En nem ressource, som vi kan bede om at ”Vis mig de vigtigste resultater i dette regneark” eller ”lav en graf, der viser udviklingen”. Så kan den rigtige Kristian få lidt fred.
Og hvornår kommer Copilot så til mig?
I skrivende stund er det som sagt kun Microsofts Enterprise-kunder, der har fået adgang til Copilot. Ifølge Microsofts egne oplysninger er løsningen i test til både SMV-kunder og enkeltbrugere, men der er endnu ikke sat dato på den endelige release til disse målgrupper – selvom brugerne i forskellige tech-fora på nettet ihærdigt forsøger at argumentere for, at SMV-segmentet har mere brug for AI-løsningen end de store virksomheder. Så indtil videre må vi, der ikke er i virksomhed med 300+ medarbejdere, stadig tage turen forbi ChatGPT eller andre AI-værktøjer.
Workshop: Sæt turbo på dit kommunikationsarbejde med AI
Men I venter på Copilot, kan I eventuelt se nærmere på de mest oplagte steder, hvor AI-redskaber kan hjælpe jeres kommunikationsarbejde. Hos Publico tilbyder vi at hjælpe med at arrangere en workshop, hvor vi både kan vise mulighederne og træne og udvikle AI-arbejdsgange til jeres organisation. Læs mere her.
AI-netværk for kommunikatører
AI-netværk for kommunikatører er et netværk til dig, der allerede er i gang (eller vil i gang) med at anvende kunstig intelligens i dit arbejde som kommunikatør, og som gerne vil være med på den seneste AI-udvikling i faget.