Blog

Fra brief til bundlinje: Derfor er pre production afgørende for at skabe flotte film og stærke forretningsresultater

Godt begyndt er halvt fuldendt. Det gælder også, når vi taler om filmproduktioner. For selvom din brand- eller employer branding-film næppe bliver indstillet til en Oscar, er et godt forarbejde altafgørende for at lave en scroll-stopper-film uden unødige ekstraomkostninger.

Det er ikke en ny ting, at manglende forventningsafstemning og sløset forarbejde æder marketingbudgetterne op. Tal fra brancheinitiativet Better Briefs estimerer, at en tredjedel af det globale annonceforbrug i 2025 – svarende til 353,1 milliarder dollars (og det var milliarder dollars) – går til spilde på grund af dårlige briefs. Og de dårlige briefs har det med at forplante sig ned gennem værdikæden.

I mange organisationer er film creme de la creme. Flødeskummet på toppen. Dét, der virkelig viser, hvem I er, og hvad I kan. Men de levende billeder lægger ofte også beslag på en væsentlig større andel af budgettet end LinkedIn-opslag og intranet-nyheder. Derfor er der også virkelig god grund til at gøre sig umage i forarbejdet, så du ikke ender med at smide dumme penge efter dyre re-shoots.

For der er – bogstavelig talt – penge at hente ved at optimere sit pre-game på marketingkontoret og gøre sit film-forarbejde ordentligt. Det vi også kalder pre production.

Vores filminstruktør, Eskild, kommer her med sine bedste råd til, hvad du bør være opmærksom på i de indledende faser af din filmproduktion, så du kommer i mål med et godt resultat uden store meromkostninger.

Få dit budskabshierarki på plads

Før du så meget som overvejer at begynde på C-level-kalendergymnastik og sætter hele HQ på den anden ende, skal du lige give pauseknappen et ordentligt dask og spørge dig selv: Hvad vil vi egentlig med den her film?

Vil vi vise vores helt nye produkt? Vil vi tiltrække nyuddannede it-talenter? Vil vi øge kendskabet til vores organisation?

Uanset om du brygger på en produktfilm eller en employer branding-film er pointen den samme. Få defineret filmens vigtigste budskab. Ikke de otte vigtigste budskaber. Ikke de tre vigtigste budskaber. Dét vigtigste budskab! Og kondensér så hovedbudskabet til en overskrift, der kan være pejlemærke for resten af fortællingen.

Måske har I en ny strategi, der sætter en helt klar retning for jeres film. Måske er det en employer value proposition, der skal have flyvehøjde. Jo stærkere et strategisk fundament, I står på, jo nemmere bliver det at sætte en klar retning, der giver jeres film skarphed.

Indrømmet; det er lidt et ”kill your darlings”-moment, og det kan være svært i de indledende faser, hvor alle døre er åbne, og idéerne popper som majskorn i en biograf, men så snart du får lukket de forkerte døre, falder resten på plads. 

Find de rigtige medvirkende

I B2B-verdenen er troværdighed en værdifuld valuta, og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem du iklæder firmaskjorten og skubber ind foran linsen, når I skal lave jeres brand- eller employer branding-film. Men det er ikke nødvendigvis dem med de flotteste titler eller flest stjerner på skulderen, der giver den bedste film.

Først og fremmest er det vigtigt at vælge medvirkende, der matcher den valgte stil. Her kan det være en fordel at alliere sig med det filmhold, der skal producere filmen, så de kan hjælpe med at caste de rette personer. En ekstern partner er ikke biased i forhold til organisationen, og de vil ofte have nemmere ved at spotte den rette spejling mellem medvirkende og målgruppe – uanset om konceptet er poleret, råt, autentisk eller corporate. 10-15 minutter er nok til at afgøre, om de potentielle firmafilmstjerner taler i slides eller sætninger, og om de passer ind i stilen.

Castingprocessen hjælper ikke kun med at finde den rigtige kombination af medvirkende, som matcher hovedbudskabet. Filmteamet har også mulighed for at tale de medvirkende gennem filmen og konceptet bag, ligesom de medvirkende kan stille alle deres praktiske spørgsmål i et fortroligt rum, hvilket skaber gensidig respekt og tryghed, inden optagelserne finder sted. For nogen, kan det virke fjollet at investere tid i tryghed, men i sidste ende skaber det frihed og effektivitet i optagelserne, når alle forventninger er afstemt på forhånd.

Bottom line: De rigtige medvirkende er ikke en tilfældighed; de er distributionen. For når målgruppen genkender sig selv i dem, der taler, stiger chancen for, at budskabet ikke bare bliver hørt, men også handlet på. 

PUBLICO_BTS_2

Hav en klar rollefordeling - and stick to it

For mange kokke fordærver maden. Og for mange selvudnævnte filmconnaisseurs trækker processen i langdrag. En uklar rollefordeling er den hurtigste vej til flere møder, versionerings-spiraler og penge ud af budgetvinduet. Sørg derfor for at have en klar rollefordeling fra start – og hold fast i den!

Aftal hvem der svinger taktstokken og står på mål for tid, pris og scope, hvem der træffer de store beslutninger og godkender ved aftalte stop, og hvem der har dialogen med filmholdet. Det kan være én og samme person – eller fordelt på flere – så længe alle ved, hvad de ejer hver især.

Når rollefordelingen er tydelig og klart afgrænset, forsvinder friktionen i både produktion og postproduktion.

Trust the process 

At “stole på processen” lyder kedeligt og konformt, men i filmproduktion er det det mest hårdtslående sparegreb, du har. For det handler ikke om at være rigid og ufleksible, men om at holde fast i de fælles beslutninger, der allerede er truffet, så både plan og budget holder.

Når budskabshierarki, manus og storyboard er godkendt, er de ikke længere oplæg til diskussion, men opskriften på den film, der skal laves. Selvfølgelig kan der komme småjusteringer på dagen og uforudsete muligheder eller udfordringer, men de store linjer rykkes som udgangspunkt ikke, når produktionen er i gang og kameraet ruller.

Det er også her den klare rollefordeling for alvor skal stå distancen. For er forarbejdet gjort godt, kan I principielt slippe tøjlerne og læne jer tilbage i kontorstolen, mens filmholdet klarer arbejdet. Deres fornemmeste opgave er at oversætte alle beslutninger til billeder og holde tungen lige i munden, når ”vi-kunne-også-liiiige”-kommentarerne melder sig. En klart defineret proces må og skal ikke ses som en spændetrøje, men derimod som jeres sikkerhedsnet for effektiv arbejdstid, færre versioner i post – og mere effekt pr. krone.

Summa summarum: Hver time lagt i pre production sparer mange timers efterarbejde – og rigtige penge. 

Blog2

Vil du gerne se mere om, hvordan vi hjælper andre virksomheder?