Blog

Sådan vinder du over LinkedIns deprimerende algoritme med din virksomhedsprofil

Er virksomhedsprofiler på LinkedIn ikke so last year? Ikke hvis du spørger ekspert Michelle J Raymond. Vi arbejder bare forkert med siderne i dag: For mange CTAs og for lidt page advocacy. Få ekspertens bedste råd til en succesfuld virksomhedsprofil.

Den organiske rækkevidde for virksomhedsprofilers LinkedIn-indhold er i frit fald. Ja, det har du nok allerede hørt eller bittert bemærket på din virksomhedsprofil.

Ifølge nyeste data ser kun én procent af dine følgere dit indhold, når du poster det på virksomhedsprofilen (det har min kollega Esben skrevet mere om her). Så hvorfor skal vi egentlig overhovedet bruge kræfter på den forbandende profil?

Mit mindset omkring virksomhedsprofilen på LinkedIn var ret opgivende, før jeg deltog i Michelle J Raymonds – en af verdens førende eksperter i virksomhedsprofiler på LinkedIn – keynote på dette års Linked Summit. Og halleluja, det var godt, jeg gjorde det. Jeg fik ikke bare et mere optimistisk syn på virksomheders LinkedIn-profiler; Michelle Raymond præsenterede også et brugbart og inspirerende framework til at tænde ilden under virksomhedsprofilen – og holde den i gang.

Hvis vi prioriterer kvalitet på virksomhedsprofilen, kan vi sagtens opnå gode resultater. Men som alt andet kræver det en indsats (allerhelst en gennemtænkt strategi), og at vi generelt flytter os fra generiske opslag med kedelige (ja, sorry) CTAs til et større fokus på thought leadership. Også på virksomhedsprofilen.

Jeg har samlet de vigtigste pointer fra Michelle J Raymonds oplæg ‘Company Pages that Work – Engaging Teams and Amplifying Results through Page Advocacy’ på Linked Summit 2025 og deler dem her, så vi er et skridt tættere på en podieplads i feed’et! (Psst.: Jeg kan virkelig også anbefale Michelle J Raymonds podcast!).

 

Hvorfor skal vi overhovedet slås med de virksomhedsprofiler?

Det var jo min egen anke inden oplægget. Så jeg kan godt forstå, hvis jeres profil tager pusten fra dig. Det flyder over med deprimerende opslag om den svære algoritme og for at fodre den bedst muligt, satser vi i højere grad på employee advocacy.

Og det er ikke mærkeligt. Hvis du vil have medvind på LinkedIn, skal du eller dine kolleger være afsendere. Rapporten, som Esben refererer til i førnævnte artikel, viser, at opslag fra personlige profiler får op til 10 gange mere rækkevidde end opslag fra virksomhedsprofiler.

LinkedIn belønner nemlig i stigende grad indhold, der kommer fra rigtige mennesker – ikke virksomhedslogoer. Og Michelle J Raymonds slide om placeringen af opslag fra virksomhedsprofiler i LinkedIn-feedet, gør ikke ligefrem kampen mere tillokkende.

Slide-credit: Michelle J Raymond: ‘Company Pages that Work – Engaging Teams and Amplifying Results through Page Advocacy’.

Men ifølge Michelle J Raymond er der altså stadig grund til at se din virksomhedsprofil som en del af førsteholdet. Page advocacy må nemlig ikke undervurderes. Ja ja, det er en ting og ikke noget, der er opfundet til lejligheden. Det er en tilgang, Michelle J Raymond i den grad mener er overset – og det, der hjælper dig fra ingen rækkevidde til aktiv profil.

Med page advocacy bruger du virksomhedens LinkedIn-profil som en samlende platform til at fremhæve og hylde jeres team og medarbejdere. Det kan være deling af medarbejderhistorier, fejring af succeser og milepæle eller en engagerende indsats på relevante siders profiler og på medarbejdernes egne profiler.

Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil sidestille employee advocacy med page advocacy. Men jeg følger egentlig Michelle J Raymonds budskab ret langt: Hvis du bygger hele virksomhedens digitale tilstedeværelse på medarbejdernes personlige profiler, risikerer du at stå med håret i postkassen, den dag de skifter job og tager deres følgere og reach med sig.

Så ja, du er nødt til at tage kampen op med virksomhedsprofilerne og bruge dem som et aktivt led i jeres LinkedIn-strategi. Og hvordan gør du så det? Michelle J Raymond har heldigvis udviklet et framework, der gør det overskueligt for dig (og mig) at snøre skoene og lunte afsted.

 

How to win: The P. A. G. E framework

Frameworket, Michelle J Raymond har udviklet, er baseret på fire trin: Play, Amplify, Give, Establish.

Her udfolder jeg de mest centrale nøglepointer til hvert bogstav, som forhåbentligt kan tjene som idéer og inspiration til dit arbejde med virksomhedsprofiler på LinkedIn.

Play

  • Smid likes, kommentarer og engagement afsted efter medarbejderes profiler (og evt. andre profiler) inden for relevante industrier og segmenter. Det øger reach og synlighed!

Amplify

  • Hep på dine medarbejdere og samarbejdspartnere! Giv plads til (og vis), at virksomhedssiden er styret af mennesker.
  • Byd ind på relevante samtaler, der foregår inden for dit felt.


Give

  • Support first, gain later. Eller sagt på dansk: Du skal yde, før du kan nyde. Michelle J Raymond nyder i dag godt af, at hun har prioriteret at støtte, engagere og yde – og det høster hun i dag frugterne af, når hun eksempelvis skal tiltrække eksperter til sin podcast.
  • Brug tid på at være den profil, der engagerer sig først. Det er LinkedIn vild med!


Establish

  • Producér mere content, der er mindre lead-genererende og mere brand-opbyggende. Se forskellen i indhold mellem de to herunder (også tyvstjålet fra Michelle J Raymond).


 Slide-credit: Michelle J Raymond: ‘Company Pages that Work – Engaging Teams and Amplifying Results through Page Advocacy’. 

 Jeg kan lige illustrere forskellen med et Publico-eksempel. Spot selv forskellen: 

Opslag #1

 

Opslag #2

 

Følger du P. A. G. E. frameworket, er der større chance for, at du:

  • tilpasser virksomhedsprofilen til LinkedIns algoritme
  • skifter fra (udelukkende) lead-generering til brand building
  • giver din virksomheds brand et ansigt udadtil
  • øger virksomhedsprofilens organiske rækkevidde.

Hvem vil ikke gerne det?

Der er altså håb for de statiske virksomhedsprofiler, hvis vi blot tør at ’menneskeficere’ dem lidt. Udvide og eje narrativet, der kombinerer både employee og page advocacy. Og turde at prioritere thought leadership frem for (udelukkende) lead-generering.

 

Indlægget er skrevet på baggrund af Michelle J Raymonds oplæg på LinkedSummit 2025: Company Pages that Work – Engaging Teams and Amplifying Results through Page Advocacy.

Foto i toppen: Fotograf Anne Kring

 

Guiden til at blive thought leader på LinkedIn

I denne guide kan du dykke ned i:

  • hvorfor du som virksomhed bør bruge krudt på LinkedIn
  • hvordan du kommunikerer på en relevant og troværdig måde
  • hvordan du får medarbejderne i spil, så du kan spare marketingkroner og øge dit salg.