Blog
Sådan: Få succes på LinkedIn med employee advocacy
Husker du at aktivere dine medarbejdere på LinkedIn? Med employee advocacy kan du sprede dine posts og opnå mere synlighed og mere legitimitet
LinkedIn er B2B-virksomhedernes foretrukne sociale medie, og mange opfatter det som både nødvendigt og værdifuldt at være tilstede på LinkedIn. Men skal virksomhederne for alvor have succes på erhvervslivets sociale platform, skal de engagere deres medarbejdere. Derfor er employee advocacy et begreb, du bør kende.
I en typisk virksomhed vil kun tre procent af medarbejderne dele indhold fra virksomhedens LinkedIn-profil. Det lyder ikke af meget, men de tre procent vil faktisk kunne øge det totale engagement på virksomhedens profil med hele 30 procent.
Så når spørgsmålet lyder, hvorvidt ansatte eller fans bidrager med den største værdi på sociale medier, må svaret være: Det gør ansatte fans.
Digitale virksomhedsambassadører
Employee advocacy er den måske lidt højpandede term for strategien, hvor en virksomhed engagerer sine medarbejdere i at sprede sine budskaber på sociale medieplatforme for på den måde at opnå mere synlighed og mere legitimitet.
Din virksomhed befinder sig formodentlig allerede på LinkedIn. Du poster læssevis af relevant stof til eftertanke, og du forsøger at holde jeres følgere til ilden. Men din virksomheds gode content får først vinger, når medarbejderne liker, deler eller kommenterer det. For vi lytter nemlig langt mere til dem, vi kender, end til virksomheder med et mere eller mindre tydeligt marketing-mål for øje. Det betyder, at dine kolleger er omvandrende ambassadører, og derfor skal du prioritere employee advocacy.
Udnyt medarbejdernes reach
Hver anden bruger på LinkedIn har over 500 kontakter, så dine kollegers personlige LinkedIn-profiler har sandsynligvis en langt større rækkevidde tilsammen end virksomhedens profil har alene. Derfor skal du aktivere dine kolleger! Hver gang de liker, deler eller kommenterer virksomhedens opslag, bliver det nemlig delt med hele deres netværk, og virksomheden opnår en omfattende, organisk eksponering.
Med Publico som eksempel ser regnestykket sådan ud:
Aktivér dine medarbejdere på LinkedIn
Det er ikke realistisk at forvente, at dine kolleger deler indhold fra virksomhedssiden helt af sig selv. Du skal huske at motivere og inspirere dem.
Vi giver her fire råd til, hvordan du styrker medarbejdernes engagement og lyst til at dele virksomhedens LinkedIn-opslag:
1) Hold det frivilligt
Husk, at medarbejderne ejer deres egne profiler og naturligvis selv bestemmer, hvad de deler. Men du kan sagtens minde dem om, at faglig aktivitet på LinkedIn også styrker deres personlige profil.
2) Gør det nemt
Gør altid opmærksom på nye opslag. Det kan gøres med en fælles mail eller et opslag på intranettet. Når du opfordrer dine kolleger til at dele et opslag, skal du gøre det så nemt for dem som muligt. Send eventuelt et udkast til den medfølgende tekst, som de kan vælge at benytte.
3) Sats på ambassadørerne
Er nogle af dine kolleger erfarne LinkedIn-brugere, kan du opfordre dem til at forfatte et eller flere opslag inden for de emner, virksomheden vil være thought leader på. Så længe det også ligger inden for medarbejderens eget ekspertfelt, naturligvis. Sådanne interne eksperter styrker både virksomhedens og deres eget brand – og deres opslag vil typisk have mange visninger.
4) Tilbyd hjælp og opfølgning
Overvej, hvordan du klæder kollegerne bedst på. Brug morgenmøder, intern udvikling eller skriv guidelines og how-to’s. Og følg op, indtil LinkedIn er indarbejdet som en fast del af deres hverdag.
Nu er der bare tilbage at håbe, at du føler dig godt rustet til mission employee advocacy.
Efterlader vi dig med en lyst til at dykke yderligere ned i, hvorfor din virksomhed skal være på LinkedIn – og hvordan du bedst udnytter platformen? Du er meget velkommen til at kaste dig over vores e-bog.
Læs også: