Har du også bemærket det på LinkedIn? Sproget er blevet bedre. Stavningen fejlfri, strukturen stram, overskrifterne mere fængende. De fleste opslag er i dag velskrevne, velkomponerede og fri for alle de sproglige skævheder, som tidligere afslørede, at der sad et menneske, som ikke lige var sproglig student, bag tastaturet.
På positivsiden har AI-værktøjerne fået en masse stemmer frem, som tidligere kun udtalte sig i mødelokaler, på konferencer og i kaffestuer. Så plus på demokratiserings-kontoen. Men på negativsiden må jeg altså også sige, at det er blevet vanskeligere at finde de indholdsmæssige honningkrukker. Man skal simpelthen pløje sig igennem så meget AI-slop for at finde en godbid.
Det er paradokset ved generativ AI. Teknologien har gjort det lettere end nogensinde at skrive 'gode' opslag. Men når alle kan formulere sig nogenlunde professionelt, er det blevet sværere at finde frem til de originale tænkere og deres refleksioner.
Det virker som om, rigtige mange C-level-typer, virksomheder og bureauer(!) begår den samme fejl. De bruger AI som tekstforfatter. Men jeg tror, AI-mulighederne har et væsentlig større potentiale end at være god til at skrive som en direktør (eller hendes tekstforfatter). Der er et større potentiale i at udfordre direktøren, før hun begynder at skrive.
Denne pointer gælder ikke blot LinkedIn-opslag. Den gælder i lige så høj grad strateginotater, bestyrelsesoplæg, kronikker, taler og pressemeddelelser. Overalt, hvor topledere tidligere blev vurderet på deres evne til at formulere sig klart, kan en sprogmodel levere et udmærket første udkast.
Det er selvfølgelig fristende at se AI som en produktivitets-accelerator. Og det er det også. Men det er samtidig en ledelsesmæssig udfordring. For når alle skriver overbevisende tekster, bliver spørgsmålet, om teksten bygger på en original tanke, der overhovedet er værd at formulere.
Flere virksomheder begynder da også at bruge AI mere som sparringspartner end som ghistwriter. HubSpot (software-virksomhed, der har udviklet den marketing automation-platform, som fx nærværende website er bygget i) har eksempelvis lanceret en AI-baseret Executive Coach, der ikke skriver lederens budskaber, men hjælper med at udfordre argumenter, forberede vanskelige samtaler og teste beslutninger fra flere vinkler.
AI reducerer værdien af gode svar. Derfor stiger værdien af gode spørgsmål.
Engang kunne en middelmådig idé gemme sig bag en velproduceret præsentation eller en velskrevet kronik. I dag kan alle få hjælp til formuleringerne. Derfor bliver det langt mere synligt, hvem der faktisk har tænkt sig om – og hvem der blot har fået ChatGPT til at skrive en pæn version af en halvgennemtænkt idé.
Paradokset er næsten brutalt. AI gør sproget bedre. Men netop derfor bliver dårlig tænkning langt lettere at få øje på.
Den erkendelse flugter med en bredere udvikling. McKinsey peger fx på, at generativ AI først for alvor skaber værdi, når teknologien bruges til at forbedre beslutninger og arbejdsgange - ikke blot til at automatisere eksisterende opgaver. Med andre ord: Virksomheder høster ikke den største gevinst ved at gøre det gamle hurtigere. De høster den ved at gøre noget andet.
For hvis AI kan levere ti velskrevne udkast på under et minut, er flaskehalsen ikke længere sproget eller formuleringsevnerne. Flaskehalsen er lederens evne til at tænke klart, se en sag fra flere perspektiver og træffe kvalificerede valg. De bedste tekster opstår nemlig ikke, fordi forfatteren fandt de rigtige ord. Den opstår, fordi forfatteren havde noget relevant på hjerte og derfor stillede sig nogle interessante spørgsmål, længe før teksten blev skrevet.
Derfor er den mest værdifulde prompt i direktionens AI-værktøjskasse heller ikke noget med "Skriv et LinkedIn-opslag om..." . Det er snarere noget a la: "Hvilke antagelser bygger vores strategiske beslutning egentlig på?"
Den dygtigste direktør bliver ikke hende, der lærer at skrive de bedste prompts. Det bliver hende, der lærer at stille de bedste spørgsmål.
AI ændrer også kommunikationsafdelingens rolle. Den klassiske disciplin har været at hjælpe ledelsen med at formulere sig skarpere. Fremover bliver den vigtigste opgave måske at hjælpe ledelsen med at tænke skarpere.
Det lyder som endnu et søgt argument for, at ledelsen ikke kan undvære os kommunikationstyper i nogen væsentlige gøremål. Men jeg tror og oplever faktisk, at de kommunikationschefer, der kan udfordre direktørens argumentation, pege på de blinde vinkler og insistere på, at en konklusion skal kunne holde til at blive mødt af kritiske spørgsmål, bliver langt mere værdifulde end kommunikationschefer, der kan omskrive et afsnit eller finde en bedre overskrift. AI kan hjælpe med det sidste. Den kan ikke tage ansvar for det første.
Paradokset er derfor, at generativ AI ikke reducerer behovet for strategisk kommunikation. Den øger det. Men den flytter værdiskabelsen fra produktionen af tekst til produktionen af erkendelser. Fra copywriting til kritisk sparring.
Prøv næste gang, du skal forberede en vigtig beslutning, at lade være med at bede AI om et udkast.
Jeg faldt da også selv i gryden med begejstring over, hvor god og effektiv ChatGPT er til at producere kommunikationsprodukter på nul-komma-prompt. Producere en masse linjer, der lyder kloge og er dejligt fri for kommafejl. Men med tiden er jeg kommet til at bruge ChatGPT mere som en klog og altid tilgængelig sparringspartner, med-ideudvikler og kritisk redaktør end som ghostwriter.
Derfor vil jeg også anbefale dig (og måske din chef?) til at bede din foretrukne AI spille rollen som kritisk journalist, der skal interviewe dig. Som bestyrelsesformanden, der er skeptisk over for den investering, I overvejer. Eller som medarbejderen, der ikke forstår strategien. Eller kunden, der ikke køber din forklaring.
Måske vil du også erfare noget interessant: De bedste svar kommer ikke fra din AI. De kommer fra dig selv – fordi AI tvinger dig til at tænke tanke til ende og argumentere for den.
ChatGPT er (endnu) ikke min strategiske rådgiver. Den har ingen erfaring, ingen intuition og intet ansvar. Men den kan være en latterligt effektiv samtalepartner. En utrættelig djævlens advokat, der bliver ved med at spørge: "Er du sikker?" Og det spørgsmål er måske mere værd end endnu en godt skrevet, men dårligt tænkt AI-slop-tekst.
Måske er min artikels hovedpointe (brug AI som sparringspartner frem for som tekstforfatter) faktisk et opgør med en af de største misforståelser i den aktuelle AI-debat blandt især kommunikationsfolk: Vi taler om, hvordan teknologien kan spare tid for os. Men er tid i virkeligheden den knappeste ressource inden for topledelse? Er det ikke snarere kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet?
Hvis generativ AI blot reducerer tiden fra tanke til tekst, har den gjort sit arbejde. Men hvis den samtidig kan gøre tanken mere nuanceret, argumentationen mere robust og beslutningen bedre, begynder den da for alvor at kunne flytte noget.
Derfor tror jeg også, at de ledere, der får størst udbytte af AI, ikke bliver dem, der skriver de mest effektive prompts. Det bliver dem, der tør bruge teknologien til at udfordre deres egne overbevisninger. Dem, der ikke leder efter bekræftelse, men efter modargumenter. Dem, der ikke spørger: "Hvordan får jeg ret?" men: "Hvad har jeg overset?"
Teknologien bliver bedre og bedre til at skrive. Og derfor bliver lederens evne til at tænke nuanceret og reflekteret den mest værdifulde kompetence af dem alle.
Tak for at læse med.