Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Sådan laver du en social media-strategi til din B2B-virksomhed

Skrevet af Mie Kjær | 21 marts 2023

Savner I en klar retning for jeres indsats på sociale medier? We hear you. Her får du opskriften på udviklingen af en SoMe-strategi, der skaber overblik og fremdrift i den daglige kommunikation – også i en travl hverdag.

”Hvad? En strategi for vores indhold på sociale medier? Det er da ikke nødvendigt. Vi deler bare indhold på vores forskellige kanaler, når vi har noget at dele.”

Den hører vi tit. Og nu afliver vi den en gang for alle. For ja: En god tilstedeværelse på sociale medier kræver en veludtænkt plan – hvis den altså skal være med til understøtte forretningsstrategien, ramme den rigtige målgruppe og (optimalt set) øge dit salg. Det gælder også for B2B-markedsføring. Medmindre du gerne vil være verdens mest hemmelige virksomhed. Men hvem gider det…?

At lykkes med synlighed og kendskabsopbygning på sociale medier kræver en knivskarp bevidsthed om kanaler og målgrupper samt en kontinuerlig kommunikationsindsats med gennemgående kernebudskaber. Slut med mavefornemmelser og ustrukturerede ad hoc-opslag.

Vi har strikket en opskrift sammen med fire ingredienser, der blandet godt sammen udgør den perfekte ret på en lækker SoMe-strategi. 

#1 Hav styr på din målgruppe


På sociale medier er det ekstra vigtigt, at vi har fat i de rigtige. Jo mere præcis kommunikation, du kan distribuere til dine målgrupper, jo mere værdi skaber du for dem. I tone og stil. Og gennem hele kunderejsen.

Derfor skal du først undersøge jeres kernemålgruppe(r), og se på, hvordan DE bruger kanalerne. Skal du indfange visuelt orienterede arkitekter, der bygger moodboards på Pinterest? Facebook-orienterede håndværkere? Eller salgschefer, der huserer på LinkedIn? Hvis målgruppen er sammensat, skal du måske have forskellige kanaler i spil på samme tid. Og husk, at alder også spiller ind i forhold til foretrukne kanaler. For sociale medier er ikke det samme for alle…

 

Kilde: https://www.linkedin.com/posts/katrinethielke_socialemedier-activity-6921744953031225344-6sC7?utm_source=linkedin_share&utm_medium=member_desktop_web / https://www.thielke.dk/blog/overblik-over-sociale-medier-fra-to-vinkler


Vi anbefaler, at du udarbejder personas for dine tre til fem vigtigste målgrupper. Find ud af deres medievaner: Hvor opsøger de faglig inspiration og information henne? Hvilke sociale medier benytter de? Hvor tit er de på – og fra mobil eller PC? Hvilke informationstyper foretrækker de? Spørg også ind til deres behov og udfordringer, så du kan identificere relevante nøgletemaer hos jer, der vil interessere din kundepersona. Så er du et skridt tættere på at udvikle relevant indhold og rent faktisk ramme din målgruppe, der hvor de er.

Få en guide til, hvordan du udarbejder personas her.

#2: Lav en SoMe-audit af jeres eksisterende indsats 


Giv jeres nuværende indsats og kanaler et synstjek. Der er ingen grund til at pille ved det, der går godt, men det er en sund øvelse at overveje, hvor I kan og bør sætte mere ind, så jeres SoMe-presence for alvor får luft under vingerne.

Stil dig selv spørgsmål som: 

  • Hvad gør vi godt?
  • Hvad kan vi gøre endnu bedre?
  • Bruger vi de rette kanaler? Og er andre kanaler oplagte/relevante i forhold til vores målgruppeviden?
  • Hvem følger og interagerer med jer og jeres indhold? Og er det egentlig dem, I går efter?

Især det sidste punkt er essentielt. For du kan sagtens have en god tilstedeværelse på sociale medier, uden I rammer dem, I egentlig gerne vil ramme. Det er fedt med mange følgere, likes og kommentarer – det skal også bare være af de rigtige. Derfor er det så den unten lyneme vigtigt, at du finder ud af, hvor din ønskemålgruppe er.

Når du giver din SoMe-indsats et synstjek, er det oplagt at lede efter mønstre i indhold, formater og målretninger. Hvilken type opslag har I flest af? Hvor udkommer I mest? På hvilke kanaler har I flest eksponeringer og kliks?

Se, hvordan Publico hjalp DI Digital med en SoMe-strategi, der styrker deres organisation digitalt

#3: Vælg de rette kanaler 


Twitter. Facebook. LinkedIn. Instagram. Pinterest. Snapchat… Det kan tage pusten fra selv den mest professionelle SoMe-spiller. Der er styrker og svagheder ved alle kanaler – både i forhold til målgrupper og formater. Derfor er the million dollar question: Hvilke kanaler giver mening for jer?

Det er en prioritetsøvelse, der samtidig skærper jeres fokus. Det kan nemlig sagtens være, at I skal have forskellige formål på de enkelte kanaler. Hvor er I den sjove arbejdsplads, og hvor er I professionelle? 
Måske I beslutter, at I taler direkte til målgruppen på Instagram, men udelukkende bruger LinkedIn til rekruttering og employer branding. Ligesom kanalerne har styrker og svagheder, handler det om valg og fravalg. Og det kan være lidt en kill-your-darlings-øvelse.

B2B-case: Sådan vandt Troldtekt fodfæste på Instagram 

#4: Saml strategien, og styr indsatsen med en content plan 


Voila! Du er klar til at samle alle dine nyfundne input i skabelonen SoMe-strategi på et ark. Dit nye strategi-ark beskriver de indsatser, du skal fokusere på i de forskellige kanaler for at nå dine mål – uden at det bliver en hovedpine for din arbejdsdag. Du giver dig selv et værktøj, der skaber overblik, fremdrift og sammenhæng i den daglige SoMe-kommunikation. Advarsel: Måske dit strategi-ark går hen og bliver din nye bedste arbejdsven. Vi siger det bare.

Men let’s face it: En velsmurt content-plan er et af de vigtigste styringsredskaber, når det kommer til at udleve den der smukke strategi. En content plan hjælper dig med at tænke fremad, fordi du hele tiden skal overveje, hvad I skal udkomme med senere på året. Det eneste, det kræver, er, at du husker at omsætte planen til handling. Så det ikke ender som politikerløfter i en valgperiode: Gode idéer, der aldrig får gang på jord.

Download vores skabelon til den gode content plan her.

 

Hvorfor skal jeg lave en content plan?
  • Du sikrer, at du kommer foran og ikke bagud
  • Du skaber klarhed over, hvem der gør hvad
  • Du eksekverer på strategien, du har fastlagt
  • Du får overblik og minimerer tidskrævende ad-hoc produktioner.