”Kameraet kører – og action.”
Hvis det da bare var så nemt at få den perfekte employer branding-film i kassen. Men før du trykker record-knappen i bund og fylder SD-kort efter SD-kort med kontorbilleder og smilende medarbejdere, bør du lige træde et skridt tilbage, kigge din(e) kollega(er) dybt i øjnene og finde svaret på følgende fire spørgsmål:
Et af de allerførste skridt i processen er at få defineret: Hvem laver vi egentlig filmen til? For I kan have nok så gode intentioner og idéer om, hvad filmen skal indeholde, og hvordan den skal se ud, men hvis den ikke ræsonnerer med den faktiske målgruppe, er det ikke kun spild af hjernekapacitet, men også af mandetimer og monetos.
Start derfor med at skitsere målgruppen. Måske har I allerede et par kandidatpersonas, I arbejder ud fra. Hvis ikke, kan det være et godt redskab til at finde ud af, hvad jeres drømmekandidater jagter, når de leder efter nye udfordringer. Hvad kunne motivere dem til at søge job hos jer – og hvad kunne afholde dem fra det? Jo skarpere du kan blive på din employer value proposition, jo bedre bliver din film.
Læs også: Derfor er personas et must i employer branding – og 3 tips til at udarbejde dem
Det kan godt være Hanne fra økonomi troligt stiller op, hver gang du står med kamera, mikrofon og bedende hundeøjne og mangler et velvilligt interviewoffer, men er I på udkig efter nye softwareingeniører, sygeplejersker eller SoMe-specialister, så er det nok bedre at lade Hanne klare lønsedlerne, mens du leder videre efter nogle mere relaterbare kandidater.
Der findes ikke et rigtigt eller forkert svar på, hvor mange der skal optræde i filmen, men en god tommelfingerregel er det lidt fortærskede udtryk ’less is more’. Hellere 4-5 virkelig stærke kandidater end en pose blandede bolsjer med 20 knap så engagerede kollegaer. Og nu tænker du måske: Hvordan udvælger jeg dem? Godt, du spørger!
For de rigtig gode kandidater kan sagtens gemme sig blandt dem, du måske per refleks har afskrevet. Derfor kan forinterviews/casting være en god metode til at identificere, hvem der gemmer på de gode historier, hvem der komplimenterer hinanden bedst, og hvem der levendegør jeres EVP.
I vores webinar ’Bag kulisserne: Brug film til at skabe enestående employer branding’ tager vi udgangspunkt i BEUMER Groups employer branding-film. Her udvalgte vi fire medarbejdere efter at have lavet korte 15 minutters forinterviews med 10 potentielle kandidater. De valgte medarbejdere symboliserer hver især en af BEUMERs EVP’er og kandidatpersonaer, og til sammen giver de et indblik i, hvordan menneskelige kvaliteter og individuelle fagligheder spiller sammen i deres respektive arbejdsliv.
Se filmen her:
I synes måske jeres frugtordning er lidt ud over det sædvanlige, og at det er helt unikt at holde bordtennisturneringer en gang i kvartalet, men hånden på hjertet: Er det virkelig det bedste, I har at tilbyde jeres kandidater?
De fleste virksomheder kan konkurrere på frokostordning og kvartalsvise fredagsbarer, så det er næppe der, I kommer til at stå ud fra mængden. I stedet bør I fokusere på det, der virkelig er særligt hos jer – menneskerne! For det er i højere grad dem, der tegner billedet af jeres virksomhed, og den kultur der præger jeres dagligdag. Ikke de gratis æbler.
Vis, hvem man som potentiel ny medarbejder kommer til at dele skrivebord med, og vær ikke bange for at styre ind i det sårbare. Det tilføjer en helt særlig dimension af ægthed, når I tør gå planken ud og ikke kun viser en poleret facade, men rent faktisk tør kradse lidt i overfladen.
Hent vores e-bog med en step-by-step-guide til employer value proposition
Det her spørgsmål er jo af gode grunde svært at svare på, men svaret er måske heller ikke helt så vigtigt som den mentalitet, du bør gå ind i projektet med.
For du kan have nok så stærk en forestilling om, hvordan filmen skal laves, men du kan ikke planlægge ALT. I stedet bør du være åben over for at udnytte virkelighedens gode sider, og de muligheder der opstår undervejs i optagelserne.
Har du en kollega, der vinterbader i et område, hvor der er svært at få det helt rigtige billede? Find en anden lokation med bedre faciliteter. Rengør din kollega altid racercyklen nede i et overfyldt kælderrum? Træk cyklen og udstyret udenfor, hvor der er mere lys og luft.
Vi siger ikke, at du skal fremstille en virkelighed, der ikke eksisterer, men blot hjælpe den lidt på vej, så den – og I som virksomhed – tager jer ud fra den bedste side.
Hvis du føler dig nogenlunde komfortabel ved at svare på de fire spørgsmål ovenfor, er du godt på vej til en employer branding-film med substans. Er der stadig ubekendte faktorer, så giv lige idé og proces en ekstra tur i kommunikationsskruetvingen, inden du ruller kabler ud og sætter lysstativerne op.
Psst, vi har også et hold af specialister, der kan hjælpe dig i gang eller videre med din filmproces. Læs mere om Publico og vores filmydelser her.