Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Erstat januar kick-off med december wrap-up!

Skrevet af Uffe Lyngaae | 17 december 2025

Mange ledelsestips og produktivitets-hacks har promptet os til at sparke et nyt kalender- eller regnskabsår godt i gang med en engagerende kickoff. Men hvad nu hvis det var smartere at fokusere på kloge wrap-ups - fx her i den sidste uge før jul?

I en spritny artikel i Harvard Business Review argumenterer den hollandske ledelsesekspert Frans van Loef for, at vi burde fokusere mere på at afslutte perioder (fx kalender-år, regnsår, julemåneder osv.) med intention og refleksion frem for altid at fokusere på genstarter og kickoffs.

For mange organisationer glider december over i en slags vakuum: projekter skal lukkes, folk er trætte, juleferien venter – og det næste år begynder med en kollektiv reset. Men netop disse få uger kunne være en strategisk guldgrube, hvis vi brugte dem med større omtanke.

Det er idéen bag Frans van Loefs opfordring til at dedikere årsafslutningen til refleksion, evaluering, nytænkning og genstart frem for udmattelse. Han opfordrer os til at gribe de sidste uger proaktivt an: at styre forventninger, lukke løse ender og fejre det, vi faktisk har opnået – samtidig med at vi skaber psykologisk plads til at genstarte med en frisk mental model i det nye år.

Bind knuder på løse ender, og genstart
Det første skridt i en såkaldt 'wrap-up uge' er at sikre, at intet ligger og flyder. Det handler ikke om at jagte småopgaver, men om at:

  • identificere hvilke projekter, der faktisk kan afsluttes i år
  • rydde op i åbne projekter, så de ikke følger jer ind i 2026
  • sikre, at ingen vigtige løfter eller deadlines misses

Når teamet oplever, at året får en værdig afslutning, reducerer det både stress og mental load. Det skaber en klar slutning – og dermed en klar begyndelse på det nye år. 

Refleksion skaber læring og retning
En af de mest værdifulde effekter af en wrap-up uge er – ifølge van Loef – refleksionen. Han opfordrer os fx til at reflektere over følgende:

  • Team-retrospektiv: Hvad gik godt i år – og hvad kunne have været bedre?
  • Lessons learned-dokument: Et kort dokument med 3–5 klare indsigter, som I tager med jer ind i næste års strategi.
  • Deling af personlige sejre: Giv plads til, at folk fortæller om det, de er stolte af – det styrker sammenhængskraften.

Når teamet får lov at sætte ord på året, skaber det ejerskab og forståelse, og det gør det lettere at kommunikere retning fremadrettet – både internt og eksternt. 

Fejringer ændrer energien
Van Loef peger på risikoen for, at medarbejdere kommer tilbage fra ferie mere trætte, end da de gik på juleferie – ofte fordi ubesvarede mails, uafsluttede opgaver og uklare mål fortsætter med at spøge. 

At få rundet året ordentligt af – inklusive at anerkende, hvad der faktisk er opnået – skaber en anden mental oplevelse:

  • fokus flyttes fra “hurra, nu er det slut” til “se, hvor langt vi er kommet”
  • motivationen for at gå ind i det nye år stiger
  • teamets kultur for anerkendelse og respekt styrkes

Gør det eksplicit: hold små fejringer, giv personlige anerkendelser, og brug tid på at fremhæve udviklings-fremskridt – ikke kun KPI-mellemtider.

Fra afslutning til ny begyndelse
Som ledere og kommunikatører har vi måske en gylden mulighed, som alt for mange af os (inklusive undertegnede, indtil nu i hvert fald) har misset: at bruge årets sidste uger proaktivt og med intention. En team-wrap-up uge kan blive et strategisk løft i kultur, energi og fokus, der sætter scenen for et stærkt og sammenhængende 2026. 

Tak for at læse med. 

*************************************
🔗 Videre læsning fra Publico-bloggen:
👀 Farvel til våbnene (i din virksomheds kommunikation)
👀 Hvad du (og jeg) kan lære af Warren Buffet om (finansiel) kommunikation
👀 Derfor straffer medierne din virksomheds PR-selvros

👀 Drop PowerPoint: Fortæl en historie, hvis du vil have folk med! 
👀 Fra kerneværdier til manifest: Tid til at revitalisere jeres værdier?