Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Publico er på en mission for klogere content

Skrevet af Uffe Lyngaae | 06 november 2024

Det er selvfølgelig fristende at sætte 100 virtuelle AI-aber i gang med at masseproducere content til alle virksomhedens kanaler og dermed udkomme hyppigere, billigere. Altså hvis man er ligeglad med sit omdømme på lang sigt. I Publico vælger vi den abe-frie vej. 

Alt for meget ”strategisk kommunikation” fra kloge organisationer er uvedkommende, selvhøjtideligt, halvhjertet, automatiseret eller bare kedeligt. Og det er egentlig underligt.

For videnstærke virksomheder er ellers fulde af kloge hoveder, der laver noget vigtigt. I Publico hjælper vi vores kunder med at differentiere sig positivt.

Vi har sågar formuleret et manifest om 'Klogere Content'. Det er faktisk en af de få bakker, vi er villige til at dø på.  

For at holde os selv op på missionen om klogere content i en virkelighed, hvor vi naturligvis skal høste fordelene ved AI og skabe forretningsmæssig værdi for vores kunder og for os selv undervejs, har vi desuden formuleret 7 principper for klogere content:

Vores 7 principper for klogere content

1. Klogere content løser et problem
Vi producerer indhold for vores kunder, der via viden løser problemer for målgruppen på en nyttig, humoristisk eller forfriskende måde.
2. Klogere content er altid til nogen
Hvis indhold skal løse et problem for nogen, kræver det, at du ved, og vi ved, hvem nogen er. Vi spørger, til vi skammer os.
3. Du skal kunne være uenig i klogere content
Vores kunders indhold skal tænde en gnist. Det skal turde noget, mene noget, pege på noget
frem for noget andet. Det er en bakke, vi er villige til at dø på.
4. Klogere content kommer altid til tiden
Klogere content taler ind i de store, aktuelle dagsordener – eller sætter sine egne! Vi tør udfordre vores kunder, hvis synsvinklen bliver for mig, mig, mig.
5. Klogere content klæder sig efter lejligheden
Vi flager for, at kundernes indhold skal have lige præcis den form, der gør det mest sandsynligt at målgruppen vil læse, se, føle dit budskab eller mærke din CTA.
6. Kunstig intelligens understøtter, men vi kan mærke mennesket
Vi tror på, at vi er nødt til at involvere os i den kreative proces, hvis ikke dit content skal blive generisk. AI er bedst til input, ikke output.
7. Klogere content har altid en puls
I fremtiden er det unikke det menneskelige. Det at være levende, tænkende væsner med vildskab, stavefejl, humor og lidenskab. Det klogeste content rører ved noget. 

Disse 7 principper er vi altid klar på at diskutere. Er du enig? Sidder vi naivt på en faglig kæphest uden jordforbindelse? Lever vi selv op til dem?