Som HubSpot-certificeret bureau med både content og inbound marketing på salgspaletten er der ingen tvivl om, at vi hos Publico har interesse i at sælge dig og din virksomhed den helt store VIP-Enterprise-inbound marketing-pakke (helst på en sekscifret månedlig retainer-aftale). Og måske er lige præcis sådan en løsning den rigtige for jer. Men sandheden er, at det langt fra er tilfældet for alle virksomheder.
Misforstå os ikke. Vi tror 100 pct. på tankegangen bag inbound marketing – ja, vi er faktiske vilde med den. Og stort set alle forretninger har gavn af i det mindste at lade sig inspirere af inbound-metodikken. Men det betyder ikke, at samtlige danskere med et CVR-nummer omgående skal løbe ned til deres lokale HubSpot-partner og investere i nyt software for +60.000 kroner (men hey, hvis I gør, så skriv lige til os).
Faktum er, at mange forskellige parametre afgør, hvorvidt inbound er rigtig for jeres virksomhed. Vi har formuleret fem af de parametre som påstande om din virksomhed. Jo flere du kan nikke samstemmende til, jo større gavn vil jeres virksomhed (sandsynligvis) have af inbound marketing.
Inbound marketing forudsætter en stor mængde velproduceret content. I bund og grund handler inbound marketing jo om at sætte indhold i system og konvertere selvsamme indhold til varme leads (og ultimativt flere kunder i biksen). Derfor er det essentielt, at jeres virksomhed har en viden, der giver værdi for jeres potentielle kunder.
Vores erfaring er, at alle virksomheder og organisationer har relevant viden ophobet i medarbejderstaben. Alle. Det handler først og fremmest om at grave denne viden frem – uanset om den skal findes hos direktøren eller studentermedhjælperen. Omvendt oplever vi også virksomheder, der ikke tør dele ud af viden uden at forvente øjeblikkelig betaling ved kasse 1. Med mindre vi taler om ikke-patenterede, forretningskritiske informationer, kan jeres virksomhed altså godt tåle at dele viden med omverdenen.
Dette punkt er ikke nyt for dig (ellers læste du ikke med her), men det kan måske kræve en indsats at overbevise din chef.
I forlængelse af første punkt skal jeres ledelse være indstillet på at investere tid og ressourcer i produktion og formidling af indhold. Hvilken værdi har jeres unikke viden, hvis målgruppen ikke forstår den? Eller ikke synes den er spændende? Nul og niks. Derfor skal I med hånden på hjertet kunne sige, at I kan og vil investere, hvad det kræver at producere gedigent indhold.
Og her er det ikke nok at bede Jytte fra HR eller Jens fra regnskab skrive ad hoc-indlæg til nyhedsbrevet. Hvis I ikke har kommunikationsfaglige kompetencer internt, skal I ansætte dem eller hyre eksterne konsulenter. Hverken Jytte eller Jens har kompetencerne til at tænke journalistisk, skrive faglige e-bøger eller producere video. Og frem for alt har de ikke tid.
At sætte et inbound marketing-system op omkring middelmådig indholdsproduktion er som at købe en Ferrari og fylde benzintanken med kaffe. Det fører dig ikke nogen steder.
Inbound marketing fungerer i udgangspunktet bedst for produkter, hvor den potentielle kunde starter sin købsrejse med at researche online. Jo større kundens behov er for at øge sin viden og finde svar på sine spørgsmål, jo større mulighed har jeres virksomhed for at hjælpe med relevant indhold med den rette timing.
I mangel på et godt dansk alternativ vil vi bruge det engelske begreb high-involvement products. Det beskriver produkter, som kunden først beslutter sig for at købe efter at have overvejet sine muligheder meget nøje. Jo længere købsbeslutningen er, jo mere nødvendigt er det for jeres virksomhed at guide den potentielle kunde hen mod jeres produkt.
En af årsagerne til, at den grundige overvejelse er nødvendig for kunden, kan være en relativ høj pris. Hvis jeres produkt eller service er dyr, vil det alt andet lige kræve større overbevisning af potentielle kunder. En anden årsag kan være, at jeres produkt er svært at forstå – måske i form af komplekse tekniske specifikationer, som kunden først må sætte sig ind i, før vedkommende kan træffe en beslutning.
Om din virksomhed er B2B eller B2C er ikke afgørende. Eksempler på inbound-venlige produkter, findes i begge sektorer: Biler, it-software, køkkener, juridisk rådgivning, pensionsordninger, alarmsystemer, boliglån, elektromotorer, ejendomme osv.
I modsætning til traditionel outbound marketing drejer inbound marketing sig ikke om at skyde et produkt ud med spredehagl og håbe, at det rammer så mange mennesker som muligt. Det handler om at bruge versioneret content til at tiltrække en smal og veldefineret målgruppe, der til gengæld er relevant for din virksomhed.
Derfor er i godt stillet, hvis I fx kan pege på personer i en bestemt stilling i bestemte brancher som en arketype på jeres kernekunde. Det vil tillade jer at udforme en persona for dette segment, som I kan tilrettelægge jeres indholdsproduktion og -distribution nøje efter. Resultatet er vedkommende content for de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.
Dette punkt er essentielt. Lad os demonstrere med et eksempel: Jeres virksomhed har via en inbound marketing-indsats øget det månedlige besøgstal på jeres website med 5.000. Det har medført 500 nye abonnenter på jeres nyhedsbrev (marketing qualified lead). Og ud af denne gruppe har 100 personer læst hovedparten af jeres content, hvoraf 10 er blevet til reelle, opvarmede leads (sales qualified lead).
Hvis I ikke har minimum én salgsperson i virksomheden til at samle de 10 varme leads op, er hele den forudgående proces stort set spildt. Selvfølgelig vil jeres overfede content tiltrække nogle kunder af sig selv, og I vil måske også have øget jeres overordnede brand awareness i målgruppen. Men glem ikke, at inbound marketing handler om at kapitalisere mest muligt på godt indhold. Og her er salgsarbejdet uundgåeligt. Vi har skrevet et blogindlæg om, hvordan man får salg og marketing til at arbejde sammen til at blive en effektiv inbound-salgsmaskine. Det kan du læse her: Bind salg og marketing sammen i effektiv smarketing.
Lær mere om, hvordan du ved hjælp af inbound marketing tiltrækker flere kvalificerede leads med godt indhold, lukker handlen og måler effekten. Hent e-bogen herunder.