Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Sådan får du succes med thought leadership på LinkedIn: Dansker med flest følgere deler sine bedste tips

Skrevet af Dennis Christensen | 11 november 2024

Tæt ved 400.000 følgere – så mange har danskeren Anders Liu-Lindberg på LinkedIn, og det er dansk rekord. Herunder kan du læse hans bedste råd til at banke din egen thought leader-position op i superligaen på det professionelle netværk.

Anders Liu-Lindberg giver danske topledere som Lars Fruergaard og Mads Nipper baghjul i en bestemt disciplin – nemlig antallet af følgere på sin personlige LinkedIn-profil. Rundt regnet 400.000 mennesker har valgt at følge Anders Liu-Lindberg, og det er rekord for en dansker – særligt inden for finansiel rådgivning og optimering.

Du kan se Anders Liu-Lindbergs profil på LinkedIn her.

Hvordan får du så mange følgere, og hvad kan du lære af Anders? Det har vi spurgt ham om, og herunder kan du læse hans bedste råd til at skabe en position som følgermagnet og thought leader.

Som supplement til Anders’ gode råd kan du også med fordel læse Publicos e-bog om TL.

Konsistens er det vigtigste

Noget af det allervigtigste (og allersværeste) er, at du er konsistent og vedholdende i at udkomme på LinkedIn. Det er en klassisk fejl, at du i perioder er meget aktiv, mens du i andre perioder – måske i flere uger – slet ikke er aktiv på mediet.

Ifølge Anders kan det nemt tage op mod et halvt år at indhente tabet, hvis du i en periode ikke har været aktiv. Og det giver sig selv, at den adfærd ret hurtigt kan spænde ben for en effektiv udrulning og udvikling.

Aktiv minimum én gang om ugen

Som tommelfingerregel mener Anders, at du bør udkomme mindst en gang om ugen. Hvis det virker som et LinkedIn-mæssigt Mount Everest at skulle bestige, pointerer LinkedIn-eksperten, at det er helt ok at genbruge ældre indhold i nogle af ugerne. Som han selv siger: ”Algoritmen kan ikke huske en måned tilbage.” Repurposing, hvor du er en genbrugshaj af din egen content, er grundlæggende vigtig for at få din profil til at udkomme ofte nok og med tilstrækkelig effekt på et bredt udsnit af kanaler.

Ud over regelmæssighed skal du også være vedholdende. For det at blive en thought leader på LinkedIn og andre platforme kræver stamina, og at du har det lange lys på.

Hav realistiske forventninger

Anders har set flere med thought leader-aspiration, der efter to måneder ikke oplever en følgerskare af tsunamidimensioner og derfor smider projektet over bord. Det er en stor fejl, for det kræver (ofte) lang tid at udvikle og slå sit navn fast hos målgruppen. Det er som ringe i vandet, der skal have lov at flytte sig, inden du evaluerer.

Hvis du oplever, at det går lidt trægt med at få interaktionen i gang på LinkedIn, bringer Anders et andet vigtigt aspekt ind, som måske kan få dig til at klare stilheden lidt bedre – det drejer sig om det, han kalder ’Silent Audience’. For det kan godt være, at der er flere, der lægger mærke til dine indsatser, end dem, der aktivt interagerer.

Det er sket flere gange, at Anders’ konsulentfirma Business Partnering Institute har fået kunder ind blandt LinkedIn-følgere, der aldrig har givet sig til kende og interageret med indhold. Dermed kan effekten på salg være større, end den umiddelbart opleves ud fra følgernes feedback på LinkedIn.

Idéer og formater skal udvikles og trænes

Hvis du allerede er godt i gang med at tage aktiv del i debatten på LinkedIn, kender du sikkert udfordringen med at finde de rigtige idéer og få dem udviklet. Men også her har Anders gode råd.

Han kan dog ikke love nogen nem smutvej til det gode indhold. Til gengæld mener han, at du kan træne din evne til at generere idéer. Men det kræver øvelse og tålmodighed, og ikke mindst at du har lysten og evnen til at se interessante vinkler inden for din branche.

Når det kommer til formater og indholdstyper, råder Anders også til, at du ikke for tidligt bliver for ensporet og dogmatisk. Du kommer nemlig først til at lære, hvilke content-formater og indholdstyper der fungerer bedst, efterhånden som du får erfaring.

Det er ikke altid til at sige, hvad der virker på modtageren og dermed algoritmen. Med rutinen bliver det nemmere at afkode, hvad der fungerer.

Til sidst har Anders også et lille hack til dig, der ønsker at booste dit nyhedsbrev. Forsøg at få dine LinkedIn-følgere til at skrive sig op til nyhedsbrevet. Dermed kan du få dine LI-kontakter til at interagere på dine egne kanaler.

Generelt opfordrer LinkedIn-eksperten til at bruge dit indhold på tværs af platforme, men blogindlægget bør være det grundlæggende produkt, der efterfølgende kan blive til for eksempel podcasts, indhold til nyhedsbrevet eller indhold på din Youtube-kanal.