Publico-bloggen

Fra pensum til Publico-praktik – tre læringer på vejen

Skrevet af Nanna Bruun Mortensen | 06 oktober 2026

Vores praktikant Nanna har taget springet fra forelæsningssal på uni til kontor-ø på kommunikationsbureau. Hun deler her tre erfaringer, når teorier og metoder fra universitetet skal tryktestes i virkeligheden til at skrive content offers, planlægge kampagner, og tænke strategiske tanker for ikke bare én virksomhed, men for et hav af forskellige kunder. 

Inden min praktikstart hos Publico var jeg især spændt på, hvordan alt det, jeg som medievidenskabsstuderende har lært på uni de sidste fire år, egentlig ville tage sig ud i praksis. For én ting er at kunne analysere målgrupper, kommunikation og medier til en eksamensopgave - noget andet er at kunne omsætte sin viden og kunnen til strategier og kommunikation, der faktisk skal ud at leve for rigtige kunder.

Nu er jeg godt halvvejs i mit praktikforløb, og undervejs har jeg oplevet, hvordan nogle af mine vante måder at griber opgaver an på kommer i spil på nye måder i hverdagen på bureau. Her er tre ting, jeg har lært på vejen fra uni til kommunikationsbureau.

#1 Ny kunde, ny kasket

Til eksamener har jeg taget udgangspunkt i min egen faglige og personlige interesse frem for at tænke strategisk i forholdet mellem afsender og modtager. På et kommunikationsbureau er øvelsen næsten modsat. Her handler det netop om at kunne sætte sig ind i hvilken kunde, man kommunikerer på vegne af og til hvem.

Den ene dag skriver jeg LinkedIn-opslag for Publico, hvor komplekse B2B-budskaber skal koges ned til et kort opslagsformat og ramme Publicos karakteristiske tone of voice. Andre dage skriver jeg en pressemeddelelse på vegne af en data- og analysevirksomhed eller laver bosætningskommunikation for en kommune.

Som medievidenskaber er det egentlig ret sjovt pludselig at stå på den anden side af noget, jeg ellers har været vant til at analysere: strategisk kommunikation og forholdet mellem afsender, modtager, budskab og format. Nu er jeg pludselig selv en del af at skabe og få de led til at fungere i praksis.

#2 Færdig tekst = korrektur-klar

På studiet er man selv den primære drivkraft bag sin tekst fra første idé til endelig aflevering. Måske får du din kammerat til at skimme igennem for lige at sikre, at kommaerne sidder rigtigt. På bureau betyder ”færdig”, at din tekst er klar til korrekturlæsning og kommentarer.

Her er det nu kyndige kommunikationskonsulenter og -rådgivere og kunden, der retter igennem for mere end kommaer, og som byder ind, hvis der er forslag til justeringer, vinkel og sprog.

Derfor er feedback en af de processer, jeg som praktikant sætter pris på og lærer af. For hvordan bliver man ellers bedre til at skrive og kommunikere, hvis ingen fortæller dig, hvad der virker (og ikke virker), og hvad der skal til for at blive skarpere?

#3 Grundighed er en styrke, der nu har en anden deadline

En god analyse i en opgave bygger ikke på mavefornemmelse alene. Der skal være styr på teorien, indledende research på emnet og en forklaring af, hvorfor man griber opgaven an, som man gør.

Det har lært mig vigtigheden af grundig research og at kunne argumentere for de valg, jeg træffer - og dét er en kompetence, jeg tydeligt kan mærke værdien af på bureau. God kommunikation kræver nemlig også et solidt forarbejde.

I PR handler det om at forstå medielandskabet og vurdere og selektere de journalister, medier og i sidste ende læsere, som historien faktisk er relevant for.

Og da jeg for nylig var med på et kampagneudbud, begyndte mit arbejde med desk research og en række interviews for at forstå målgruppen, feltet og relevante aktører, så vi havde et godt udgangspunkt for at lave det bedste løsningsforslag.

Grundigheden er sådan set den samme. Forskellen er bare tidsaspektet.

Hvor jeg på uni har været vant til at bruge lang tid på at gå metodisk til værks med interviewguide, transskribering og kodning, oplevede jeg på kampagneudbuddet en mere praksisnær arbejdsgang, hvor jeg på kortere tid skulle omsætte min research og interviews til brugbare indsigter, så alle i teamet kunne arbejde videre på løsningen.

Det har givet mig et nyt blik på grundighed, og at det ikke nødvendigvis handler om at bruge mest mulig tid, men i stedet om fagligt at kunne vurdere, hvornår nok er nok og omsætte sin viden til et kvalificeret næste skridt.

Sammensuriet mellem kunder, kommunikationskasketter, formater og grundighed er nok også dét, der i sidste ende giver nye kompetencer til at blive en ferm kommunikationsmedarbejder.