Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Derfor er humor i kommunikation så effektivt (og så farligt)

Skrevet af Esben Würtz Sørensen | 18 marts 2021

At bruge humor i sin kommunikation kan sammenlignes med at fifle med atomkraft: Man skal vide, hvad man laver, hvis de kolossale kræfter ikke skal ende i en nedsmeltning. Her får du de væsentligste faldgruber.

”Hvad er det, der er sort, sidder i et træ og er vildt farligt?”

Du kender måske svaret (ellers kan du få det nederst i artiklen her), men mine tre børn er begyndt at interessere sig for vitser. Og netop den her gåde/vits er en af dem, der virkelig tager kegler derhjemme.

De kan huske den og vender tilbage til den igen og igen.

Og sådan er det også med velanbragt humor i kommunikation: Vi husker det, og vi taler om det.

Hvis man er i tvivl om effekten af humor i kommunikation, kan man passende bruge små to minutter på at se den skamroste reklamefilm fra den nye købsmægler Bomae:

 

I videoen tager en kedelig ejendomsmægler-reklame hurtigt en vild drejning, da Bomaes talsperson (i form af musiker, skuespiller og komiker Peder Pedersen) dukker op og i hæsblæsende selvfed stil bryder samtlige konventioner for opbygningen af en reklamefilm til potentielle boligkøbere.

Bomae viser ud over sin humoristiske sans også stort mod med reklamen, og deres tilgang illustrerer forbilledligt mange af de styrker, der er ved at bruge humor som en del af kommunikationen:

1. Din målgruppe sænker paraderne

En af de helt store styrker ved humor er, at det gør os ”budskabsparate”. Eller sagt på en anden måde: Vi sænker de parader, der ellers skal bringe os nogenlunde helskindede gennem dage med konstant nyheds- og underholdningsstrøm på mobilen, ipad’en, computeren og fjernsynet. Ifølge en undersøgelse fra magasinet Journal of Marketing, der så på humors effekt i markedsføring, var en af hovedkonklusionerne, at humor forbedrer vores evne til at huske, vurdere og træffe beslutning om at købe et produkt – hvis humoren vel at mærke vurderes som velanbragt i forhold til produktet.

2. Du skiller dig ud fra konkurrenterne

Selvom din virksomhed ikke skal til at tænke onkel-humor ind i al kommunikation, så er langt de fleste danske virksomheder i dag så forsigtige, at I blot ved at løsne en lille smule humoristisk op

kan skille jer ud fra konkurrenterne.. Særligt, hvis I befinder jer i en branche, hvor andre etablerede spillere dominerer.

3. Det etablerer en relation til dine kunder

Hvis vitsen, selvironien eller tonen er sjov, kommer vi til at forbinde den positive følelse med afsenderen. Det betyder, at velanbragt humor kan være med til at etablere en sjælden personlig relation mellem dig og din målgruppe, hvor de fleste virksomheder i dag primært har en professionel relation til deres kunder.

Humorens Mørke Side
Hvad venter vi på? tænker du måske, når du hører om alle fordelene. Men brugen af humor har en bagside. Ligesom med atomkraften kan de enorme kræfter i humoren forvolde stor skade, hvis den bruges af utrænede kræfter.

Tag bare eksemplet på kampagnen, der brugte så sprængfarlig humor, at det fik Folketingets daværende formand Mogens Lykketoft til at ryste på hænderne og trække kampagnevideoen tilbage. Jeg taler selvfølgelig om den efterhånden ikoniske ”Voteman”-kampagnefilm, der skulle øge valgdeltagelsen blandt unge op til valget til Europa-Parlamentet.

Man kan sagtens argumentere for, at kampagnefilmen med sit overdrevne billedsprog faktisk virkede over al forventning i forhold til den unge målgruppe. Men at det har taget mere end seks år at komme til den erkendelse, vidner om, at humor kan være en til tider ukontrollerbar størrelse (og af samme grund fravælger mange kommunikatører den sikkert ofte).

Hvad Voteman-kampagnen også tydeligt afslører er, at humoren ikke nødvendigvis er et præcisions-våben i kommunikation. Du rammer måske din unge målgruppe, men du risikerer også at ramme uskyldige forbipasserende som Tante Agnes.

Eller skyder du både forbi din målgruppe og rammer uskyldige forbipasserende, som da Kims mente, at det ville være sjovt at bruge en sort sminket skuespiller (Blackface) til at lancere deres nye chokoladekugler. Et klasse-eksempel på, at konteksten for humoren kan være mindst lige så vigtig, som selve humoren.

Hvis du ikke er blevet afskrækket, kan du i artiklen her få nogle tips til at få humor ind i din kommunikation.

Hov, vi skal også huske at give svaret på vitsen i indledningen. Det er: En solsort med et maskingevær!