Publico-bloggen – om inbound og content marketing, PR og blandet guf

Artikel om Publicos succes i magasinet Erhverv+

Skrevet af Uffe Lyngaae | 15 december 2018

Jysk Fynske Mediers erhvervstillæg Erhverv+ bragte forleden en artikel om vores succes, der ifølge Publicos stifter blandt andet skyldes fire faktorer: Indtagelse af egen medicin, professionalisering, god ledelse og satsning på digital marketing.

Det er ikke så tit, vi selv er i medierne. Så interessante er vi nemlig ikke for andre end os selv og vores kunder. Men forleden var en undtagelse i Jysk Fynske Mediers erhvervstillæg, der udkommer i et samlet oplagt på 200.000, hvor vi fik lov at få et opslag til at fortælle lidt om vores egen forretning. Vi er stolte af artiklen og især af baggrunden for den.

Læs artiklen på side 14-15 i Erhverv+ her

Baggrunden for artiklen er, at Publico lige så stille er gået hen og blevet en succes. Det har godt nok taget 17-18 år at turde prale med, at det går godt. Men kontinuerlig vækst og tre Gazelle-kåringer gennem 18 regnskabsår med positive tal på bundlinjen er trods alt lidt et særsyn. Ikke bare i bureaubranchen, men i erhvervslivet generelt.

Vores egen analyse af succesen, som jeg også fortæller om i Erhverv+, er, at det primært skyldes fire faktorer, at Publico har klaret sig markant bedre end markedet igennem især de seneste år.

1) Indtagelse af egen medicin

Det kan lyde banalt, men Publicos vedholdende arbejde med content marketing er en væsentlig ingrediens i succes-opskriften. At vi afholder mere end 10 faglige morgen-seminarer om året. At vi afsætter tid og kræfter til at dele viden på vores blog og på LinkedIn. At vi arbejder systematisk med inbound marketing, hvor vi bygger kendskab, opvarmer leads og booker med relevante kundeemner. Det har haft stor betydning for den medvind, vi har fået på det seneste. Vi mener derfor selv, at medvinden er fuldt fortjent, forstås.

2) Professionalisering  

Vi har igennem de seneste 10 år haft et mantra om at agere mere professionelt, end vores størrelse og branche egentlig berettiger til. Professionalisme er selvfølgelig mange ting. Hos os har det fx handlet om at få strategisk sparring til virksomhedens udvikling via et advisory board (2007-2016), der i 2016 blev opgraderet til en professionel bestyrelse. Det har handlet om at arbejde seriøst med at tune vores egen forretning; fx lønsomhed, tidsstyring, ressourceudnyttelse, budgetlægning og pipeline-styring. Det har også handlet om at etablere ordentlige forhold omkring pension, barsel, orlov, deltidsmulighed med mere på et tidligt tidspunkt. 

3) God ledelse

En del af vores professionalisering har også handlet om noget så åbenlyst som god ledelse. I en mindre ejerleder-virksomhed er det ikke nødvendigvis bare sådan lige. Men etableringen af et ledelsesteam i 2015 med en bureauchef (økonomi, lønsomhed og ressourcestyring), en udviklingschef (faglig kompetenceudvikling og intern organisering) og en kontaktchef (salg og pleje af key accounts) har været et syvmileskridt i Publicos udvikling. En del af den gode ledelse er naturligvis også at ansætte de rette og at behandle dem på en måde, så de får lyst til at blive hængende - og i øvrigt gøre deres bedste hver dag. Her har sådan noget som "normal arbejdsuge", en ugentlig hjemmearbejdsdag og stor frihed under ansvar været vigtige elementer. Igennem det seneste år har vi desuden indført en månedlig, anonym arbejdsglæde-måling, som jeg kan anbefale alle virksomhed at kopiere eller udvikle deres egen variant af. Denne måling har bl.a. gjort det muligt at fange mange problemer, før de har vokset sig for store.

4) Digital marketing

I Publico er vi - i modsætning til de fleste af vores traditionelle PR-bureau-konkurrenter - gået all-in og har omfavnet digital marketing som en disciplin, vi skal mestre. Siden 2015 har vi investeret mere end 2.500 timer i at dygtiggøre os inden for inbound marketing og software-platforme som fx HubSpot. Det er vores oplevelse, at kunderne har belønnet os for denne satsning, og at dette også er en væsentlig faktor i vores succes.


Nedenstående billeder er taget af Michael Svenningsen, fotograf hos Jysk Fynske Medier, i forbindelse med artiklen til Erhverv+.