Cases

Skræddersyet indsats resulterede i øget LinkedIn-synlighed

Skrevet af Kathrine Graugaard | Feb 27, 2026 12:12:15 PM

Med LinkedIn-workshops og 1:1-sparring hjalp vi direktionsmedlemmer, ledere og konsulenter i Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune med at øge deres aktivitet på LinkedIn. Det er et vigtigt led i fagområdets strategi om at være synlige og åbne over for omverdenen.  

 

Opgaven

I Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune har man en ambition om åben og ærlig ekstern kommunikation. Derfor ønskede direktionen at aktivere flere medarbejdere i kommunikationen gennem et skræddersyet employee advocacy-forløb under titlen Flere Faglige Stemmer.

Målet var at styrke den eksterne kommunikation med personlige perspektiver og fortællinger – på alle niveauer fra den ansvarlige Rådmand til de enkelte faglige ledere i organisationen – samt drage fordel af den gennemslagskraft – i form af både rækkevidde, engagement og troværdighed – som personlige opslag kan opnå på LinkedIn.

Løsningen 

Vi hjalp med at designe et LinkedIn-forløb i to spor: et direktionsspor og et leder-/konsulentspor.

Begge spor blev bygget op omkring LinkedIn-workshops, der tog afsæt i deltagernes kendskab til og erfaring med LinkedIn. Herefter fulgte individuelle sparringssessioner, hvor vi arbejdede med den enkelte leders profil, strategiske emner, opslagstyper og forbedringspotentialer.

Effekten

Ambassadørskabsarbejde er et langt træk, og Flere Faglige Stemmer er blot startskuddet. Men allerede ved forløbets afslutning opleves effekten i Aarhus Kommune.

LinkedIn-resultater

  • Stigning i lederengagement: Langt flere aktive ledere end før forløbet
  • Øget LinkedIn-aktivitet: Antallet af opslag er steget i perioden
  • Større diversitet i opslagstyper: Lederne har arbejdet med strategisk retning og udfordret sig selv ved at eksperimentere med nye vinkler og formater (fx video).

Effekten for organisationen

  • Større synlighed og eksponering: Organisationens fortællinger og budskaber opnår større synlighed, og den åbne tilgang har mødt positiv respons i netværket
  • Større mod til at vise sårbarhed på LinkedIn: Direktionen bruger i højere grad LinkedIn til at kommunikere proaktivt om udfordrende sager og handlinger og fremstår åbne og løsningsorienterede
  • Medieomtaler: Den åbne og proaktive tilgang har i flere tilfælde resulteret i, at etablerede medier har hentet nyheder fra direktionens LinkedIn-opslag, hvilket har haft en positiv påvirkning på vinkling og budskaber